Nyheder

STU-elever med stort ryk-ind i virksomhederne

maj 6, 2020 | Nyheder

Arbejdslivet er altid tæt på for STU-elever hos Special Minds. Inden corona-nedlukningen nåede eleverne i Aarhus at tage hul på 14 dages praktik for at prøve kræfter med det virkelige arbejdsliv.

 

Mange unge med autismeprofil er godt klar over, at de kan stå med barrierer, som gør det vanskeligt at bestride et helt almindeligt arbejde. Derfor er det for de fleste også en kærkommen gave, når de kommer ud i virksomhedspraktik og finder ud af, at de faktisk mestrer opgaver rigtig godt.

– Det her er mere interessant end at være i skole. I skolen er det ofte ret basalt, når vi arbejder med it. På den her opgave bliver jeg udfordret på programmering, siger 18-årige Samuel, der er i praktik i søstervirksomheden Special Minds IT, og som siden han var 12 år har programmeret.

Nu sidder han og programmerer en robot til automatisk download af filer og hjælper dermed med at forenkle arbejdsprocesser. – Jeg skal bruge praktikken til at finde ud af, om jeg er klar til et job direkte i en it-virksomhed, eller om jeg først skal tage en HF for så at søge ind på datamatikeruddannelsen. Jeg håber det første, siger han.

Tester for Dansk IT

Længere nede ad gangen i Vækst-park for Socialøkonomi, hvor Special Minds i Aarhus har til huse, er tre elever i et andet praktikforløb hos Special Minds. Også de løser en opgave for en ekstern virksomhed, nemlig Dansk IT, som bl.a. står for de internationale ICDL-certificeringer, hvor man gennem en række test opnår en it-certificering.

– Vi er godkendt til at undervise og certificere IT-brugere indenfor ICDL af Dansk IT, men vi oplever, at når vores elever gennemfører tests, finder de ofte småfejl. Det kan være syntaksfejl, uklare formuleringer eller fejl i skærmbillederne. Derfor har vi tilbudt Dansk IT, at vi i denne 14 dages praktik foretager en kvalitetssikring af dele af deres testsystem, siger Jens-Ole Møller Kristensen, underviser hos STU Special Minds.

De tre STU-elever ænser ikke, at der tales om deres opgaveløsning. Blikket er stift rettet mod skærmen.

– Et kendetegn ved vores elever er deres omhyggelighed og perfektion. Ved en opgave som den her får de pos-itive erfaringer med, hvordan de kan anvende deres særlige kompetencer for en virksomhed, siger Jens-Ole Møller Kristensen.

One2Trees siger tak

I en af de tilstødende bygninger ligger virksomheden One2Trees, som producerer juletræsfødder og de velkendte skræmmefugle. Ruben Ipsen rykkede ind i Vækstparken for tre år siden, og han tager løbende imod unge fra Special Minds, som skal i praktikforløb, ligesom han i dag også har ansat en medarbejder med autismeprofil. I de her uger har han to unge i praktik, som lige nu sidder med stor præcision og sætter klistermærker på et af hans produkter. 

{

Egentlig vil jeg gerne bevæge mig og ikke bare sidde stille. Så er det jo godt nok at finde ud af, om jeg kan klare sådan en opgave her, siger Mark, hvis krop tydeligvis kalder på aktivitet.

Ruben Ipsen investerer gerne i at skabe gode forløb for unge med autismeprofil. – Det kræver selvfølgelig noget af mig, men jeg får også unge mennesker, som nyder gentagne opgaver, som jeg ikke selv bryder mig om. Og det har jo også vist sig, at nogle er så godt et match, at de er blevet ansat.

Service, scanning og køkken

Overalt i Vækstparken støder man i disse uger ind i STU-elever, som er ude at gøre sig praktiske erfaringer med arbejdslivet. En række elever er i gang med en stor scanningsopgave for Morsø Kommune, som Special Minds IT har arbejdet med i mange måneder. Tre andre elever er sammen med Brian Husum, Vækstparkens servicemedarbejder, i gang med lagerrengøring, inden de skal ud og klippe hæk.

I Vækstparkens kantine er Nicklas i praktik. Han står for opvasken og har fået stillet i udsigt, at kantinen til sommer mangler en medarbejder til den opgave i køkkenet.

– Det er en god jobmulighed, og det er jeg rigtig glad for. Men jeg skal også bruge de 14 dage til at finde ud af, om jeg brænder ud og har brug for noget med mere afveksling.

Kamille Ebbe, afdelingsleder i Special Minds, glæder sig over at se, hvordan eleverne allerede på førstedagen er engagerede. Hun ved også, at det kræver noget særligt med praktik, når man er et ungt menneske med autismeprofil. 

– Alt nyt er dårligt nyt, indtil det ikke er nyt længere, siger Kamille Ebbe med en reference til Christina Sommer, psykologisk konsulent på autismeområdet.

– Alt nyt er dårligt nyt, indtil det ikke er nyt længere, siger Kamille Ebbe med en reference til Christina Sommer, psykologisk konsulent på autismeområdet.- Sådan er det for mange mennesker med autismeprofil, men det er derfor, at det er så vigtigt, at vi vedblivende træner eleverne i de her skridt. På den måde bliver det mindre og mindre nyt.

Farvel til corona

Nu venter samtlige Special Minds-medarbejdere og elever bare på, at landet igen kan blive normalt, og eleverne kan komme ud i arbejdslivet igen. – For unge med autismeprofil er det så enormt vigtigt, at de kommer ud i den virkelige verden og oplever, at de kan begå sig på en arbejdsplads. For vores gruppe af elever er det et stort afsavn, at de skal være hjemme. De har om nogen brug for virkelighedens verden som træningsbane, siger Kamille Ebbe.

Praktik som vigtig øvebane

Hos Special Minds arbejdes der målrettet med at gøre STU-eleverne klar til eksterne praktikforløb i virksomheder. Et vigtigt skridt på denne vej er at modne eleverne til at fungere på en arbejdsplads med nye arbejdsopgaver og nye kolleger. I Aarhus er Vækstpark for Socialøkonomi og de virksomheder, som Special Minds her deler adresse med, en vigtig øvebane. STU-eleverne var i gang med seks forskellige praktikforløb i Vækstparkens virksomheder:

 

  • One2Trees: 2 elever arbejder med i produktionen af juletræsfødder og skræmmefugle
  • Vækstpark for Socialøkonomi: 3 elever fra STU Praktisk Linje hjælper med oprydning, ombygning og havearbejde i Vækstparken
  • Kantinen i Vækstpark for Socialøkonomi: 6 elever indgår i kantinearbejdet
  • Special Minds IT – scanning for Morsø Kommune: 5 elever hjælper med digitalisering af kommunens arkiv
  • Special Minds IT – robot til Kolding Kommune: 1 elev programmerer robot til automatisk download af filer
  • Special Minds – Dansk IT: 3 elever kvalitetssikrer materiale fra Dansk IT
  • 11 elever i eksterne praktikker
  • 10 elever fritaget pga. online-forløb på VUC

Er STU noget for dig?

Du er velkommen til at kontakte os for at finde ud af, hvordan vi kan skabe et STU-forløb, som passer til dig og dine ønsker.

Kamille Ebbe
Afdelingsleder 
Special Minds Aarhus

Tlf. 30 84 48 13

Mail kbb@specialminds.dk

Se flere nyheder

Vinder af SMV’ernes Inspirationspris

Vinder af SMV’ernes Inspirationspris

– I er om nogen en virksomhed, der går forrest, når det kommer til at udvide arbejdsmarkedet – gør det mere rummeligt, lød det bl.a. fra dommerjuryen ved prisoverrækkelsen

læs mere