I samarbejde mellem køreskolen Trafikant og Special Minds i Silkeborg og Aarhus får unge med autisme en lige vej til kørekort
For langt de fleste er erhvervelsen af et kørekort forbundet med stor spænding og en god portion nervøsitet. Men er man ung med autisme, kan alene tanken om at sætte sig ned til tre timers teoriundervisning i selskab med en flok vildt fremmede mennesker i ukendte rammer føles som en uoverstigelig proces, som gør, at drømmen om et kørekort bliver parkeret.
Det gør man nu noget ved hos Special Minds i Silkeborg og Aarhus, hvor man tilbyder uddannelses- og beskæftigelsesrettede forløb for unge med autisme.
Seks unge er allerede startet på køreskoleordning i Aarhus, og nu begynder det første hold i Silkeborg.
– Vi laver et kørekortforløb, som tager hensyn til de individuelle udfordringer, som vores unge står med, siger Sidsel Birk, afdelingsleder, Special Minds i Silkeborg og fortsætter:
“
– Alle, der har taget et kørekort, ved, at det er et intensivt forløb, hvor der kommer et væld af informationer fra kørelæreren og tilsvarende en masse spørgsmål fra køreskoleeleverne. Er man ung med autisme, kan det være en yderst udfordrende ramme at træde ind i – det være sig socialt og koncentrationsmæssigt – og det kan i sidste ende betyde, at man helt opgiver at tage et kørekort.
Sidsel Birk, afdelingsleder, Special Minds Silkeborg
Et gear ned
Derfor bliver det heller ikke med speederen i bund, at der om kort tid sættes gang i en autismevenlig køreskole. De normale tretimers teori-lektioner barberes ned til halvanden time, og på samme vis bliver køretimerne kortere.
– Erhvervelsen af kørekortet kommer til at tage længere tid for vores unge, fordi de selvfølgelig skal have det samme antal lektioner og køretimer som alle andre. Her spreder vi det blot over længere tid og i nogle trygge rammer, fortæller Sidsel Birk og fremhæver, at teoritimerne i både Silkeborg og Aarhus bliver afviklet i lokalerne hos Special Minds, hvor de unge allerede føler sig hjemme.
– I stedet for, at de unge skal finde ud af at nå frem til et teorilokale, så kommer kørelæreren til os, og det er vel at mærke en kørelærer, som har flere års erfaring med undervisning af netop unge med autisme, siger hun med henvisning til det samarbejde, som Special Minds har indgået med køreskolen Trafikant, som har flere års erfaring med undervisning af netop unge med autisme.
Transport en nøglefaktor
Når man hos Special Minds vælger at gå så aktivt ind i at hjælpe de unge med at få et kørekort, så er det fordi, det i manges tilfælde er afgørende for, at de unge kan komme i job eller uddannelse.
– Vi må bare se i øjnene, at transport er en nøglefaktor, når vi taler unge med autisme. De er udfordret af offentlig transport og kan få social angst, når de kommer tæt på en masse fremmede mennesker. Cyklen er heller ikke altid en mulighed, fordi de har det svært med eksempelvis høj hjertebanken, forklarer Sidsel Birk og slutter:
– Ved at rydde de forhindringer af vejen, som gør det svært at tage et kørekort, skaber vi samtidig bedre betingelser for, at de kan nå frem til uddannelse og job.