Nyheder

Bæredygtighed og socialt ansvar bringer Special Minds i spil til CSR-pris

mar 10, 2021 | Nyheder

Special Minds i Kolding er nomineret til årets CSR People Prize 2021. Det skyldes blandt andet et samarbejde med Kolding Kommune om genanvendelse af brugt it-udstyr og skabelse af sociale arbejdspladser

Der er én bestemt solstrålehistorie, som Kim Sørensen, it-indkøber i Kolding Kommune, holder af at fortælle, når snakken falder på lokale virksomheder med en stærk CSR-profil. Det er historien om en ung mand, der var gledet ud af arbejdsmarkedet, og som Kim Sørensen en overgang var mentor for i kommunens it-afdeling.

I dag er den unge mand, der har autisme, ansat hos Special Minds i Kolding, men han kommer stadig jævnligt på besøg i kommunens it-afdeling, hvor han henter brugt it-udstyr, som Special Minds nulstiller og reparerer, hvorefter det opkøbes af it-virksomheden Refurb, der står for at sælge udstyret videre.       

– Dét liv og den glæde, som den unge mand har i øjnene, er for mig mønstereksemplet på en businesscase, hvor det handler om at skabe værdi på flere planer – menneskeligt, miljømæssigt og økonomisk, siger Kim Sørensen, der på vegne af Kolding Kommune har samarbejdet med Special Minds gennem snart to år.

Et samarbejde, der har til formål at skabe sociale arbejdspladser ved at genbruge og sælge kommunens udtjente it-udstyr.

{

Jeg ryster aldrig på hånden, når jeg lægger en opgave over til Special Minds.

Kim Sørensen, Kolding Kommune

Ryster ikke på hånden

Og det er blandt andet dette samarbejde, der nu er medvirkende til, at Special Minds er med i finalefeltet blandt virksomhederne til årets CSR People Prize 2021, der gives til virksomheder, som yder en ekstraordinær indsats for at tage et socialt ansvar. I begrundelsen for nomineringen fremhæver juryen, at Special Minds lykkes med at tage imod mennesker med særlige udfordringer – autisme, ADHD osv. – og koble dem til arbejdsopgaver, som passer til de kompetencer, der for eksempel følger med en autismeprofil. En begrundelse, som vækker genklang hos Kim Sørensen.

– Når vi samarbejder med Special Minds, stiller vi de samme krav til eksempelvis sletning, håndtering af data og dokumentation, som vi stiller til alle andre. Min oplevelse er, at Special Minds leverer med en meget høj kvalitet i kraft af medarbejdernes særlige kompetencer. De er 100-metermestre i struktur og præcision. Hvis jeg beder dem om at gå noget igennem fra 1 til 10, så kan jeg være sikker på, at nummer 9 aldrig er sprunget over, siger Kim Sørensen og tilføjer:

– Jeg ryster aldrig på hånden, når jeg lægger en opgave over til Special Minds.

Et naturligt samarbejde

Hos Special Minds nære samarbejdspartner Refurb i Hornslet glæder man sig ligeledes over nomineringen. Refurb er blandt de førende i Norden indenfor opkøb og reparation af brugt it-udstyr med henblik på videresalg og har trænet it-konsulenterne fra Special Minds i alt fra datasletning til vurdering af udstyrets stand.     

– For os er det helt naturligt at samarbejde med Special Minds, da vi alene i vores egen virksomhed har 20 procent såkaldt særlige stillinger. Fremmelsen af genbrug og sociale arbejdspladser er to hjørnesten i vores forretning, siger Peter Hove, markedsdirektør, Refurb.  

Vinderne af årets CSR People Prize afsløres på Cabis digitale årskonference den 24. marts. Special Minds er nomineret i kategorien: ”Virksomheder med op til 250 ansatte”.

Vi skaber IT-genanvendelse. Vi skaber jobs. Vi har glade kunder. Vi er nomineret til CSR Special Prize 2021. Se med her:

Se flere nyheder

”Jeg føler mig vigtig”

”Jeg føler mig vigtig”

30-årige Janni Altmann har en autismeprofil, som er forskellig fra de flestes. Som kvalitetsmedarbejder hos Special Minds i Aalborg er hun en allround-assistance, som frigiver ressourcer

læs mere
De har fået Emil på krogen

De har fået Emil på krogen

Virksomheden Fluebinding i Aarhus er i vækst, og for direktør Hanna Bossow Vestergaard er medarbejdere som Emil med autismeprofil en stor gevinst i webshop og pakkeri.

læs mere