ios-telephone facebook google instagram linkedin pinterest twitter vimeo youtube

Da jeg fik diagnosen Aspergers, efter (endnu) et voldsomt psykisk sammenbrud, og fik at vide at det ikke kunne helbredes, mistede jeg håbet.

I lang tid så jeg ikke andet end de vanskeligheder, som syntes at hobe sig op. De havde selvfølgelig altid været der, nu havde jeg bare fået sat navn på. Det var ikke længere noget, jeg kunne lade som om, jeg kunne arbejde mig ud af. Jeg måtte acceptere, at de var der. Det var dét menneske, jeg var – og dét var svært. For når man har brugt skole-, uddannelses- og arbejdsliv på at passe ind, hugge en hæl og klippe en tå, opbygget ekstreme strategier for at komme igennem en almindelig arbejdsdag, familiebegivenhed eller andet – og troet, at alle gjorde det samme, de var bare meget bedre, klogere og dygtigere til det – så skal hjernen rebootes. Og i nogle tilfælde kræver det, at de drømme og ambitioner man har, skal revideres. Kill your darlings, hedder det sig. Den proces er svær og tager tid.

Special Minds

Da jeg i september 2018 stod foran døren til Special Minds, Aalborg, var jeg fyldt af frustration og modløshed. Hvad havde jeg at komme med? Hvad var pointen? Hvorfor skulle en fremtidig virksomhed dog ansætte mig? Jeg var jo defekt!
Jeg trådte ind i en IT virksomhed og mit kendskab til IT begrænsede sig stort set til Word, Excel og menigmands google-rutiner. Dertil kom angst og nervøsitet over et nyt sted, nye ansigter, nye rutiner. Med andre ord: alt det der krøller min Asperger-hjerne sammen!

Her 9 måneder efter er det et andet menneske, der træder ud af døren igen. Mit ansigt er vendt mod nye udfordringer, der i skrivende stund er ukendte. Og ja, det trigger mig!

Men jeg håndterer det langt bedre, end jeg ville have gjort for 9 måneder siden. På mange måder, ja måske på alle måder, er det et stærkere menneske, der siger farvel.

Styrke udspringer af at få lov til at være

Helt konkret startede jeg op i BEF-forløb (Beskæftigelsesrettet forløb), nærmere betegnet Brobyg. Brobyg henvender sig til borgere, der har begrænset fremmødeevne (1-12 timer ugentligt), hvor der så langsomt bygges op fra udgangspunktet. I mit tilfælde startede jeg på 3 timer, en gang om ugen. Og endte på 12 timer, tre dage om ugen. Forløbet har været en del af et jobafklaringsforløb efter lang tids sygemelding efter psykisk sammenbrud.

Læs mere om forløbene her.

Hvis jeg stod over for mit eget jeg fra september 2018, med rystende knæ på dørtærsklen til Special Minds, er det ikke svært at finde på et godt råd til den person:

”Bare rolig. De véd, hvad de laver herinde. De hører dét du siger, på alle de måder du siger det på.”

For det er i bund og grund kernen af virket på Special Minds. At have fuld opmærksomhed på det enkelte menneske, ressourcer som udfordringer, og øjne for at kommunikation er mere end verbale ord.

Her kan jeg møde ind om morgenen og blot sige, ”Der var godt nok mange mennesker med bussen” og der vil være en øjeblikkelig forståelse. En forståelse for, at der måske ikke skulle nye udfordringer til lige dén dag. At tingene måske skulle siges lidt grundigere. At jeg måske bare skulle have lov til at sidde og nørde med mit projekt i fred og ro. Fordi mange mennesker på små områder udfordrer mig.

Der er plads til – beklager sproget – at have en lortedag med bræk på.
Der er plads til at udvikle og bygge ovenpå på dage, hvor fuglene bare ikke kan lade være med at synge.

Det interessante er, at jo mere plads der er til lortedage, jo færre bliver der af dem og jo kortere bliver de.

Og hvordan kan det være?

Når der er plads til at sidde på et mørkt kontor, lys slukket, persiennerne nede og ørepropper, fordi hjernen er ved at koge over, så vokser man. Man bliver anerkendt som det hele menneske, man er – og ikke kun på de gode dage. Når man føler hele sin eksistens anerkendt, så sker der noget sjovt med selvtilliden. Den vokser. Og når selvtilliden vokser, så kan man lige lidt ekstra på de dage, fuglene synger. Dét ekstra er med til at udvikle.

Jeg kan ikke prale af verdens største selvtillid. Men jeg gør ting nu af mig selv, som jeg ikke har haft mod til at gøre længe – eller overhovedet.
Der er meget lang vej fra mennesket, der trådte ind på Special Minds for ni måneder siden, til mennesket, der tager herfra.

Og rejsen er kun lige begyndt. De redskaber jeg har fået, tager jeg med mig. Der vil være situationer i fremtiden, hvor jeg i et øjebliks tvivl, for mit øre vil kunne høre nogle af de mange gode råd og forklaringer, jeg har fået serveret.

Jeg har lært at det er helt okay at være mig.
Uanset hvor quirky og uden for socialiseret samfundsnorm, det så end måtte være for andre.

Drømmene?
De er blevet fornyet. I nogle tilfælde genoplivet. Vejene dertil er blevet justeret efter de vilkår jeg lever under.

Det skal nok gå!

——
Skrevet af Linda Vallensved Lind, tidligere kandidat ved Special Minds i Aalborg fra sept. 2018 – maj 2019.