Autisme-temaer til dig
Tema: Dit digitale hjælpemiddel
De fungerer i job i kraft af digitalt hjælpemiddel
En af de helt store udfordringer for mennesker med autisme i job er struktur og overblik. Hos Special Minds i Kolding er værktøjet ”ShowMyDay” med til at skabe jobsucceser

Trods store faglige kompetencer og høj motivation, så må mange mennesker med autisme sande, at de har mere end vanskeligt ved at fungere i job. De kæmper med planlægning og opgavestruktur, hvor det hele kan blive kaotisk og brænde sammen.
Det har man fundet en løsning på. Det digitale hjælpeværktøj ShowMyDay formår at give mennesker med autisme et enkelt og overskueligt overblik over dagens opgaver.
– Det geniale ved netop det her værktøj er, at det som det eneste af sin art kan tilpasses til jobfunktionen. Det ligner et hvilket som helst andet planlægningsværktøj, som andre medarbejdere har på deres telefon eller iPad. På den måde føler du dig ikke udstillet med din autisme, siger Annie Jannsen, afdelingsleder Special Minds i Kolding, hvor flere bruger værktøjet, der skaber struktur over opgaverne.
Den individuelle tilpasning
Special Minds har ingen aktier i ShowMyDay men de har et tæt samarbejde med Betina Carstens, der står bag app’en. Hun er med jævne mellemrum på besøg i Kolding for hele tiden at udvikle teknologien, så den bedst muligt understøtter den enkeltes hverdag.
– Dét, som er rigtig godt ved et værktøj som det her er, at du kan få det sat individuelt op, så det passer til den enkeltes behov, siger Bettina Ziegler, STU-underviser, Special Minds, der også har unge, som benytter værktøjet under deres uddannelse.
– Der er dem, som har stor gavn af, at opgaverne visualiseres gennem piktogrammer, men der er andre som fx kun har brug for en enkel tekst, som beskriver opgaven. Nogle har det godt med en påmindelseslyd, for andre er en sådan notifikation stærkt forstyrrende. Den individuelle tilpasning er helt afgørende for resultatet, siger Betina Ziegler.
Den usynlige hjælp
Betina Carstens glæder sig over, at ShowMyDay styrker både uddannelse og beskæftigelse i Kolding. I dag er app’en, som kom på markedet i 2013, ude i hele landet med mere end 1.000 brugere, og den bliver bevilliget som et hjælpemiddel og købt af både skoler, institutioner og kommuner.
– For mig har det været helt afgørende at skabe et hjælpemiddel, som er så usynligt som muligt. De fleste mennesker, som er udfordret på det her plan, ønsker ikke at skilte med det, og her kan de bestride et job, uden at de skiller sig ud, siger Betina Carstens, der oprindelig er pædagog og har udviklet ShowMyDay i tæt samarbejde med autismeverdenen bl.a. AspIT, Fjordskolens Viden- og Kompetencecenter og Børnepsykiatrisk Ambulatorium i Augustenborg.
– Hjælpemidlet frisætter den ansatte med autisme, fordi du bliver mindre afhængig af 1-1-vejledning. Når den først er sat rigtig op til dine arbejdsopgaver, er du mere eller mindre selvkørende på din dagligdagsstruktur, siger Annie Jannsen.

Betina Carstens
“
For mig har det været helt afgørende at skabe et hjælpemiddel, som er så usynligt som muligt. De fleste mennesker, som er udfordret på det her plan, ønsker ikke at skilte med det, og her kan de bestride et job, uden at de skiller sig ud.
Betina Carstens
CASE:
Special Minds i Kolding fastansætter nu 29-årige Esben i køkkenet, da han med ShowMyDay er blevet selvkørende
Læs artikel ›
CASE:
Jordy fik ShowMyDay, inden han skulle på efterskole, og det digitale hjælpemiddel har forvandlet hans tilværelse, oplever hans mor
Læs artikel ›
Esben får fastansættelse i kraft af hjælpemiddel
Special Minds i Kolding fastansætter nu 29-årige Esben i køkkenet, da han med ShowMyDay er blevet selvkørende

Lige inden for døren i køkkenet hænger en sort iPad på væggen. Opgaverne står listet op i rækkefølge og er klar til at blive vinget af. Det ligner et hvilket som helst andet opgavesystem i enhver virksomhed.
– Jeg bruger det som en huskeliste. iPad’en er et godt redskab i et køkken – bedre end et A3-papir, siger Esben, der har en opmærksomhedsforstyrrelse og ADHD og derfor brug for et hjælpeværktøj for at fungere som den køkkenansvarlige.
– Det er jo et handicap, som jeg har, men det her er et usynligt værktøj, og det har jeg det rigtig godt med, siger Esben, der har fået sine arbejdsopgaver sat op, så de passer lige nøjagtig til ham og hans psyke.
– Her har jeg opgaveoverblikket, som ellers er min udfordring. Jeg kan hele tiden kun se den næste opgave, så jeg ikke bliver stresset af de mange opgaver, som venter. Og så er ShowMyDay i min version sat op, så det kan understøtte indkøb til køkkenet, siger Esben.
Satser på fastansættelse
Esben kom til Special Minds i Kolding for et lille år siden i et screeningsforløb for at få afdækket sine udfordringer og arbejdsevne.
Hurtigt så man hans kompetencer og passion for køkken- og servicearbejdet.
– Vi kan se, at Esben med ShowMyDay er så selvstændig, at vi nu arbejder på, at den nuværende timeansættelse skal blive til en fastansættelse.
“
Jeg bruger det som en huskeliste. iPad’en er et godt redskab i et køkken – bedre end et A3-papir.
Esben, køkkenansvarlig.
Jeg oplever en helt anden dreng efter det her
Jordy fik ShowMyDay, inden han skulle på efterskole, og det digitale hjælpemiddel har forvandlet hans tilværelse, oplever hans mor
Det rette digitale hjælpemiddel til mennesker med autisme kan være en mere eller mindre revolution.
– Jeg oplever, at jeg har fået en helt anden dreng af det her, siger Rikke Andersen, mor til 16-årige Jordy, der har Aspergers og brug for struktur for at fungere.
Han er i gang med STU-uddannelsen hos Special Minds i Kolding og fik inden han skulle på efterskole bevilget ShowMyDay. Før efterskoletiden sad Rikke Andersen med en papirskalender og skrev alt ned til mindste detalje for en hel uge.
– ShowMyDay betyder, at Jordy har hele sit dagsprogram lagt ind i kalenderen, lige fra han står op til han tager toget til Kolding, skoleskemaet og eftermiddagens program med luftning af vores hund indtil jeg kommer hjem, siger Rikke Andersen, der blev introduceret til ShowMyDay under sin uddannelse til sundhedsassistent.
– Det er også et værktøj, som er målrettet ældre. Jeg kunne se, at det for Jordy var optimalt, siger Rikke Andersen og fortsætter:
– Det smarte er, at flere er koblet på. Bettina (kontaktperson, Special Minds, red.) putter hans skema ind, og jeg sørger for alt det andet i løbet af dagen.
Minimal udnyttelse
Jordy anvender måske kun en tiendedel af funktionaliteten i hjælpemidlet, men det giver ham lige nøjagtig det, som han har brug for. Dagens program træder frem med tekst, og når opgaven er udført, markerer Jordy det.
– Han får ro, tryghed og sikkerhed. Det er tydeligt, at han kan overskue mere og får mere energi.
“
Jeg oplever, at jeg har fået en helt anden dreng af det her.
Rikke Andersen, mor til 16-årige Jordy.
