Nyheder

”Vi skal i den grad være på tæerne”

jun 15, 2022 | Nyheder

Med den nye STU-aftale er der skabt større valgfrihed for unge. Det skærper konkurrencen mellem STU-tilbuddene, hvilket hilses velkomment hos Special Minds

Er man ung og har brug for et Særligt Tilrettelagte Uddannelsesforløb (STU), er det slut med blot at tage imod forslaget fra kommunen. Den nye STU-aftale, som Folketinget for nylig har vedtaget, betyder nemlig, at den unge for fremtiden selv kan bestemme, hvilket tilbud der er det rette, så længe prisen er den samme.

Aftalen vækker glæde hos Special Minds, der tilbyder STU-forløb til unge mellem 16 og 25 år med Autisme Spektrum Forstyrrelse eller en lignende profil.

– At de unge nu selv må komme med forslag til, hvilket STU-forløb de ønsker, er meget positivt. For STU-tilbuddene betyder det en skærpet konkurrence. Vi skal i den grad være på tæerne, hvilket til syvende og sidst er til fordel for den enkelte unge, fordi konkurrencen løfter kvaliteten af tilbuddene, siger Kamille Ebbe, afdelingsleder i Special Minds Aarhus, der ligesom afdelingerne i Kolding, Silkeborg og Aalborg tilbyder STU.

– Er du ung med eksempelvis autisme, kan du ikke sidde derhjemme og læse dig til, om et bestemt STU-tilbud er det rigtige. Du er nødt til at komme ud og besøge stedet.

Kamille Ebbe, afdelingsleder i Special Minds Aarhus

Aarhus viser vejen

For Aarhus afdelingen betyder den nye STU-aftale dog ikke nogen revolution. I modsætning til de fleste andre kommuner, har Aarhus Kommune hele tiden orienteret sig bredt og lyttet til de unges individuelle ønsker.

– Der er ingen tvivl om, at fremgangsmetoden fra Aarhus er til gavn for den unge, siger Kamille Ebbe og nævner som eksempel en ung, der i en anden kommune blev henvist til kommunens eget STU-tilbud, som viste sig ikke at være det rette. Sagen kom en tur omkring Ankestyrelsen, og først derefter fik den unge mulighed for at komme i andet STU-tilbud.

– I forhold til en gruppe af unge, som i forvejen er udfordrede, er det godt, at vi nu har fået gjort op med de snævre rammer, hvor den enkelte unge har været frataget muligheden for egen indflydelse og dermed også at påtage sig det ansvar, som i sidste ende skal bære vedkommende igennem uddannelsen, siger Kamille Ebbe.

Kom forbi!

Derfor anbefaler hun også alle interesserede unge og deres pårørende at tage på besøg i relevante STU-tilbud.

– Er du ung med eksempelvis autisme, kan du ikke sidde derhjemme og læse dig til, om et bestemt STU-tilbud er det rigtige. Du er nødt til at komme ud og besøge stedet, siger Kamille Ebbe, der i samme anledning understreger, at man hos Special Minds har valgt at lave individuelle rundvisninger i stedet for åbent hus.

– Kernen i STU er, at den tager udgangspunkt i den enkeltes behov. Derfor holder vi i Special Minds fast i, at vi skal møde de unge individuelt, så vi i fællesskab kan få klarlagt, om det er hos os eller et andet STU-tilbud, at den unge får det bedste forløb, slutter Kamille Ebbe.

UU-vejleder: Vi skal have den unge til at tage ejerskabet

Camilla Stausholm, socialrådgiver i Aarhus Kommune, hjælper unge med at finde de rette tilbud. En forudsætning for succes er, at den unge selv kan se formålet med uddannelsestilbuddet, pointerer hun

Der er ind imellem historier, hvor unge med autisme og deres forældre oplever, at deres kommune kan have så travlt med at få dem ud i uddannelses- eller jobtilbud, at de ikke føler sig lyttet på. Men det er langt fra altid virkeligheden – og det er alt andet end hensigtsmæssigt, lyder det også fra kommunalt hold.

– Jeg skal ikke tvinge en ung i gang, som ikke kan se formålet.

Så klar er meldingen fra Camilla Stausholm, der er socialrådgiver i Ungecentret Kalkværksvej i Aarhus Kommune, hvor hun som UU-vejleder/STU-vejleder hjælper unge med autismeprofil med at finde den rette uddannelses- og jobvej.

– Sætter vi for tidligt i gang, hvor den unge reelt ikke er klar, så kan det medføre, at vi arbejder i modstand. Det kan resultere i nye nederlag for den unge og ofte også kravafvisning, siger Camilla Stausholm.

Formålet skal stå lysende klart

I hendes team i Ungecentret har de gjort sig gode erfaringer med, hvordan den enkelte unge får vakt lysten til for eksempel at gå i gang med en Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU).

– Er du ung med autisme, er det helt afgørende, at du kan se et formål med det, du skal. Du går ikke bare i gang med en uddannelse for uddannelsens skyld. Den skal tjene et formål. Derfor er det meget vigtigt, at vi hjælper med at få tydeliggjort, hvad uddannelsen kan bruges til, så der er en mening med det, siger Camilla Stausholm.

– Jeg skal ikke tvinge en ung i gang, som ikke kan se formålet.

Camilla Stausholm,  socialrådgiver i Aarhus Kommune

Vågne op til ejerskabet

Når først formålet står klart, så er døren åbnet til det, som er allervigtigst; at den unge selv tager ejerskab.

– En ung skal aldrig gå i gang med et uddannelsesforløb for min skyld eller for forældrenes skyld. Du skal selv tage ansvar og dermed ejerskab for dit valg, siger Camilla Stausholm.

Her har socialrådgivere og andre professionelle kontakter en vigtig opgave, påpeger den århusianske socialrådgiver.

– Unge med autisme har ofte en nedsat forestillingsevne. Det betyder, at de er udfordrede på, hvad de får ud af en uddannelse på den lange bane. Her skal vi sammen med uddannelsesstedet sætte forestillingen i gang, så de kan reflektere over deres mål.

Tid til at tænke …

Når Camilla Stausholm besøger et muligt uddannelsessted med den unge og forældrene, så lyder der intet krav om, at den unge partout beslutter sig.

– Du skal ikke træffe et valg her og nu. Tværtimod. Der skal være tid til at reflektere, og måske først meldes tilbage til mig efter en uge eller en måned. Det skal netop være et velbegrundet valg, for så følger ejerskabet med, siger Camilla Stausholm.

Den vigtige 3-klang

Som oftest oplever Camilla Stausholm, at den motiverende indgang for den unge går gennem en faglig interesse, fx for it, japansk sprog eller noget tredje. Men udkommet af forløbet skal så langt fra kun være rent fagligt.

– Den personlige og sociale udvikling er mindst lige så vigtig, og her er det vigtigt, at det enkelte uddannelsessted formår at skabe rammer for den udvikling, slutter hun.

Se flere nyheder