SCREENING

Af Thorsten Asbjørn, journalist

”Hvorfor skal jeg være mærkelig?”

Det spørgsmål har 31-årige Thomas stillet sig selv utallige gange gennem sit voksenliv, men efterhånden klinger det af og gør ikke længere så ondt.

Som 22-årig, da han begyndte på datalogiuddannelsen på Aalborg Universitet, blev han udredt og fik stillet Aspergers-diagnosen.

– Mine systemer begyndte at falde sammen. Der var for mange ting at tage stilling til, og jeg kunne ikke længere klare det hele på mit intellekt. Min maske kunne jeg ikke opretholde, siger Thomas, der måtte melde sig ud af et semester, men som alligevel lykkedes med at komme tilbage og fuldføre uddannelsen til datalog.

Flere års deroute

Thomas har som så mange andre unge og voksne med autismeprofil måttet sande, at det er en langvarig proces at nå til en erkendelse af, hvordan han lever det rette liv med sine udfordringer. På universitetet havde han fået rigtig gode studiekammerater og efterfølgende et glimrende barselsvikariat på Universitetsbiblioteket.

– For mig gik det galt, da jeg efterfølgende fik job i en it-virksomhed med et rigtig skidt arbejdsmiljø. Alt var kaotisk, der var umulige deadlines, og lederne var alt andet end flinke overfor dem, som ikke lige passede ind i deres Exel-verden.

Thomas knækkede helt og endte med halvandet års sygemelding.

Den gradvise afklaring

Kommunen pegede i 2017 Thomas i retning af Special Minds og et screeningsforløb for at finde ud af, hvordan han igen kunne vende tilbage til arbejdslivet.

– Det var meget underligt til en start. Jeg havde været langt væk fra alt og skulle nu op til en hverdag igen. Men det gav mig en afklaring på, hvad der skulle til for at fungere i job. Jeg fandt bl.a. ud af, om jeg var god til at samarbejde, skulle sidde på kontor for mig selv eller kunne fungere på et storkontor, siger han.

Det stod samtidig klart, at han på daværende tidspunkt ikke var i stand til at varetage et fuldtidsjob. Et efterfølgende arbejdsevneafklaringsforløb skulle klarlægge, hvordan et flexjob skulle skrues sammen.

– Hvis jeg arbejder 37 timer i dag, vil jeg blive udmattet. Det, som udmatter mig, er en blanding af, at jeg er i underskud efter mit gamle arbejde, som kørte mig ned og så at jeg stadig skal øve mig på at bruge mine ressourcer rigtigt, siger Thomas.

Her har forløbet hos Special Minds også været lærerigt.

– Medarbejderne hos Special Minds har som regel kunnet sige noget klogt om, hvorfor jeg slår mig på bestemte situationer. Derudover har de hjulpet mig til at blive klogere på, hvordan jeg undgår at bringe mig ud i de sammenhænge, hvor jeg ikke kan bunde. For eksempel har jeg lært, at jeg ikke skal have for mange bolde i luften, da jeg så taber alle bolde…

Nu ingen udrykning

I dag er Thomas ikke længere i mentalt alarmberedskab. Han er ansat i fleksjob som programmør hos virksomheden Amphi, der leverer softwareløsninger til ambulancer.

– Det er et fint sted at være. I mit gamle job sagde jeg ikke noget om min diagnose, men i mit nye job har jeg bestemt mig for at være ærlig og sige, hvordan jeg har det med opgaverne, og fortælle, hvis jeg har en skidt periode. Det har jeg endnu ikke haft, og her er der en god forståelse for den, jeg er.

Han har en opfordring til arbejdsmarkedet:

– Set med mine øjne, bør arbejdsmarkedet tage et medansvar, så der er plads til sådan nogen som mig. Der er en masse ressourcer og vi kan bidrage til samfundet, hvis der er bedre plads til os.