Autisme-temaer til dig
Tema: Skolevægring
Den drilske skolevægring
Mange teenagere med autisme kæmper med skolevægring. Det kan være måneder eller år, hvor de giver op på alle krav udefra, har fravær og havner i isolation. Unge med autisme, forældre og vores fagpersoner deler her ud af viden om og erfaringer med skolevægring, og hvordan den bliver vendt
Sådan ser skolevægring ud
For at finde den rette hjælp til et ungt menneske med autisme med svær skolevægring, er det helt afgørende at forstå, hvad skolevægring overhovedet er for en størrelse
De sidste år i folkeskolen kan blive så udfordrende for unge med autisme, at de ikke kan udholde rammerne. Det starter med lidt fravær men ender i flere tilfælde i isolation og et massivt nej til skole og alle andre krav.
Tilstanden har et navn: skolevægring. Omgivelserne kan have svært ved at forstå, hvad der foregår og kan reagere med ord som ”tag dig nu sammen!”, ”er det ikke bare dovenskab?”. Men det er alt andet end det.
– Hvis man ikke forstår skolevægring, kan man ikke yde den rette hjælp, indleder Mikkel Tranberg, kompetenceudvikler hos Special Minds i Aarhus og uddannet psykolog.
Belastningsreaktion
Sammen med sine kolleger Stine Grotkjær og Tore Ankjær Ibsen tager han imod mange af de unge, som kommer til Special Minds med skolevægring, og som skal i gang igen enten med et ”Tilbage til skolen-forløb” eller et ”Individuelt tilrettelagt Udviklingsforløb”, afhængig af om den unge er under eller over 18 år.
– Skolevægring er dybest set en belastningsreaktion, hvortil der ofte knytter sig angstproblematikker. Det sker, fordi den unge for længe har været i et miljø, hvor han eller hun ikke har kunnet leve op til de krav, som bliver stillet, siger Stine Grotkjær, der ligesom Mikkel Tranberg har psykologbaggrund.
– Strategien bliver at trække sig for at passe på sig selv, siger hun.
Et personligt nederlag
Men strategien koster for den enkelte unge, påpeger Mikkel Tranberg.
– Det føles som et stort nederlag, fordi det er ledsaget af en følelse af ikke at være god nok og kunne alt det, som andre kan.
Hvad er skolevægring?
Skolevægring er en angstproblematik, hvor barnet eller den unge er bange for at gå i skole. Det bunder typisk i en belastningsreaktion, der kan komme til udtryk som kravafvisende adfærd i forhold til at gå i skole. I dag bruger man også betegnelsen ’skolefraværs-problematik’, men hos Special Minds holder vi fast i betegnelsen ’skolevægring’, da der i ordet ’vægring’ ligger den psykisk dimension, som er essentiel at forstå.
Tore Ankjær Ibsen, der er pædagog og som i mere end 15 år har arbejdet indenfor autismeområdet, nikker:
– Der er ikke noget, du hellere vil end at gå i skole som dine jævnaldrende, men du magter det simpelthen ikke.
Derfor bliver skolevægring også beskrevet som kravafvisende adfærd.
– Den unge trækker sig ofte fra alle krav. Det gælder skole, forældre, kammerater og fritidsaktiviteter.
Hvad er kravafvisende adfærd?
Kravafvisende adfærd er et handlemønster, der har til formål at styre dig uden om de udefrakommende krav, som du ikke kan honorere, fx at gå i skole. Den kravafvisende adfærd kan både komme til udtryk som et ”nej jeg vil ej” eller mere affektfuldt. Men det kan også være at nikke ja uden at mene det for at få samtalen/kravsætningen til at ophøre.
Rammen er gal
Og her er det, påpeger de tre Special Minds-folk, helt afgørende at kigge bagom skolevægringen.
– Jeg hører fx nogle af de unge sige ”jeg hader bare matematik”, men det er ikke matematikken eller det faglige, som reelt er problemet. Det overordnede problem er, at de ikke kan honorere kravene, som følger med at gå i skole, siger Mikkel Tranberg.
– Det er hele konceptet med at gå i skole sammen med andre. Det samlede krav om at deltage med andre er umuligt, og hele den socialiseringstænkning, som knytter sig til skolen, kan de kun blive en fiasko i, siger Tore Ankjær Ibsen og uddyber:
– Har du autisme, så giver fællesskab for fællesskabets skyld overhovedet ikke mening. Du kan fint deltage i fodbold, gå i biografen, eller lave matematik, men det er ikke for at være i et fællesskab eller en skole med andre – du gør det, fordi aktiviteten i sig selv virker meningsfuld.
Meningsfuldhed og autisme
For mennesker med autisme er det helt afgørende, at det de skal, giver mening. Abstrakte ting giver ikke mening. Hvis noget ikke giver mening, er det umuligt at mobilisere energi. I skolesammenhæng er det derfor nødvendigt, at der arbejdes individuelt med at finde det, som skaber mening for den enkelte. Et eksempel: Et ungt menneske uden autisme kan give sig i kast med en engelsk stil, selv om opgaven forekommer kedelig, fordi vedkommende intuitivt kan tænke det som led i den større plan ’jeg skal blive god til engelsk’. For en ung med autisme er den større plan fraværende, fordi autismen ofte afføder manglende forestillingsevne, og dermed intet blik for den større fremtidsplan. Det skal derfor stå krystalklart, hvad stiløvelsen konkret skal bruges til, eller også skal opgaven være lystfyldt og ramme ind i den enkeltes særinteresser.
Stine Grotkjær sammenfatter:
– På den måde så oplever mange unge med autisme, at de over årene skal passe ind i så mange sammenhænge i skolen, som de ikke kan mærke meningen med, at de til sidst knækker og bliver overbelastede. Her skal vi hjælpe med at etablere rammer for dem, som de oplever som meningsfulde, og hvor de kan leve op til kravene.
Læs videre i artiklen: Fra isolation til tasken på skulderen
“
Skolevægring er dybest set en belastningsreaktion, hvortil der ofte knytter sig angstproblematikker. Det sker, fordi den unge for længe har været i et miljø, hvor han eller hun ikke har kunnet leve op til de krav, som bliver stillet.
Stine Grotkjær, kompetenceudvikler
CASE:
19-årige Andreas havde fem år med massiv skolevægring, fordi han ikke kunne modstå presset.
Læs artikel ›
CASE:
20 årige Laust med autismeprofil var mere eller mindre ved at blive kvalt i den normale verden og gemte sig fra den. Nu har han kørekort, et socialt liv og er snart færdig med sin STU-uddannelse.
Læs artikel ›
CASE:
Kristoffer har en historie, som mange med autisme kan spejle sig i. I de mindre klasser fungerede han og var fagligt dygtig for så i de store klasser at kollapse.
Læs artikel ›
Fra isolation til tasken på skulderen
Den rette balance mellem at stille krav og give omsorg samt meningsfulde mål er nøglen til at slippe skolevægring
– Når du har mødt en med autisme, har du kun mødt én!
Med de ord indleder Tore Ankjær Ibsen, kompetenceudvikler, Special Minds og understreger dermed, at man kan glemme alt om en fast formel for, hvordan man hjælper unge med autisme ud af skolevægring. Her gælder aldrig ’one size fit’s all’.
– Det kræver altid en enorm nysgerrighed og lydhørhed overfor den enkelte, når vi tager imod en ung, som har kæmpet med skolevægring. Kun på den måde kan vi finde ud af, hvad der virker specifikt i forhold til ham eller hende, siger Tore Ankjær Ibsen.
Greb i værktøjskassen
Når det er sagt, så er der en autismeviden at gribe ud efter, ligesom der er generelle værktøjer, som virker i forhold til unge med autisme.
I kompetenceafdelingen hos Special Minds er noget af det vigtigste i mødet med den enkelte unge at finde balancen mellem at være kravsætter og omsorgsgiver.
– Fordi de unge har oplevet det umuligt at leve op til de krav, som stilles til dem i skolen, kommer de ofte med en stor nederlagsfølelse. Her er det vigtigt, at vi formår at stille krav, som de kan leve op til, siger Tore Ankjær Ibsen.
Mikkel Tranberg, kompetenceudvikler, Special Minds tilføjer:
– Men krav må aldrig stå alene. Samtidig gør vi meget ud af at møde den enkelte unge omsorgsfuldt, så vedkommende får den støtte og anerkendelse, han eller hun har brug for. Mødet skal være med så lidt krav og så megen forståelse, at du tør komme igen.
De meget små skridt
Og her skal der, lyder det fra kompetenceafdelingen, gås roligt til værks. Der starter unge, hvor det de første uger er en succesoplevelse, hvis de overhovedet formår at komme til Special Minds og hilse på deres kontaktperson på P-pladsen. Næste skridt kan være at blive klar til at træde ind over dørtærsklen og være der en halv time.
– Man skal forstå, at i forhold til udgangspunktet – og hvor alt måske har været prøvet – er det at troppe op en succes og noget, som vi kan bygge videre på, siger Tore Ankjær Ibsen.
Og når den unge når så langt som til klasselokalet og mødet med andre unge, så er det vigtigt, at han eller hun ikke er i fokus. Der kan være brug for bare at sidde ved en computer og for eksempel lave en powerpoint-præsentation af spilfigurer.
– Det faglige er slet ikke vigtigt i første omgang, og vi analyserer heller ikke på løsningen af opgaven. Du skal have lov til at være i lokalet som observatør uden at være bidragende. Så finder du dig langsomt til rette blandt andre.
Uden mening – ingen skolegang
Derfra er kimen lagt til at skoleværing bliver vendt til fremmøde. Og her gælder nok så vigtigt et incitament, når man er et menneske med autisme. Dét, du gør, skal have et meningsfuldt formål.
– Du skal kunne identificere dig med målene. Når du har autisme, så er det helt afgørende, at det du foretager har et formål, siger Tore Ankjær Ibsen.
Og her handler det om, at det skal være meningsfuldt at gå i skole.
– Inden den unge starter hos os, taler vi faktisk slet ikke om skole. Mennesker med autisme har ofte en nedsat forestillingsevne, og det betyder, at de kan have vanskeligt ved at danne sig gode billeder af det at skulle i skole igen. Mange kommer blot til at huske deres mange negative oplevelser, og så er lysten væk.
Hvad forstår vi ved forestillingsevne?
Forestillingsevnen giver dig evnen til at forstå dig selv i en hypotetisk situation, ligesom det er den evne, der gør, at du kan forstå, hvorfor andre siger eller handler, som de gør. Mennesker med autisme har nedsat forestillingsevne, og det betyder, at de fx ikke formår at forestille sig, hvordan deres fremtid skal se ud, at øve sig på nye ting eller sætte sig ind i andres motiver. Derfor skal læring også ske gennem konkrete, nærværende opgaver, som her og nu er meningsfulde.
I det hele taget er det en opgave at få skole gjort til noget meningsfuldt.
– Nogle oplever, at de hjemmefra kan finde ud af det faglige, og derfor stiller de spørgsmål ved, hvorfor de overhovedet skal gå i skole, når det ikke er noget, som de bryder sig om, siger Mikkel Tranberg, der sammen med sine kolleger har erfaring med, hvad der virker meningsfuldt for unge i skolevægring.
– De fleste har det dybest set forfærdeligt med ikke at evne at komme ud af deres hjem, og derfor kan et mål i sig selv være at komme afsted. Ikke for at gå i skole, men simpelthen for at slippe ud af isolationen.
Sociale byggesten
Herfra oplever de tre kompetenceudviklere, at der trinvis kan bygges på.
– Når først du har overvundet den hurdle at fremmøde, så handler det i høj grad om, at den unge skal have en følelse af at passe ind. Det har de ikke gjort hele livet, og det, at der nu er et sted, hvor de føler sig tilpasse, gør, at det virker meningsfuldt at komme i skole, siger Stine Grotkjær og understreger, at det sociale og det at kunne indgå i fællesskabet på den måde også nu bliver en meningsfuld størrelse.
Og netop det at komme til at fungere i en social sammenhæng udgør en vigtig dimension. Det langsigtede mål er, at hver enkelt ung skal blive klar til uddannelse og siden job. Men det er, påpeger de i kompetenceafdelingen, essentielt at arbejde med realistiske mål.
– Udviklingen er altid afhængig af udgangspunktet, og vi skal have realistiske mål. Du skal ikke nødvendigvis få en, der ikke kan lide vand til at svømme. Men måske kan du få vedkommende til at interessere sig for vandet, siger Tore Ankjær Ibsen.
Mikkel Tranberg stemmer i:
– Jeg står med unge, hvor succesen gennem det første forløb kan være, at den unge selv bliver i stand til at sige noget om, hvad han eller hun gerne vil i forhold til uddannelse eller job. Så er der noget at bygge videre på.
“
Det kræver altid en enorm nysgerrighed og lydhørhed overfor den enkelte, når vi tager imod en ung, som har kæmpet med skolevægring. Kun på den måde kan vi finde ud af, hvad der virker specifikt i forhold til ham eller hende.
Tore Ankjær Ibsen, kompetenceudvikler
”Det føltes bedre at være hjemme”
19-årige Andreas havde fem år med massiv skolevægring, fordi han ikke kunne modstå presset
– Der var et pres om, at jeg skulle i skole, men det føltes bedre at være hjemme.
Sådan siger Andreas, der i dag er 19 år, om årene 5.-9. klasse, hvor han led af skolevægring.
De sidste tre år af hans liv har været en langsom tilbagevenden til en hverdag med skole og uddannelse. Først gik han på specialskolen Holme Nygaard og Dagtilbuddet Enggården i Aarhus, og da han blev 18 år, kom han til Special Minds.
– Når noget er nyt, så bruger du megen energi. Vi skruer stille og roligt op, siger Tore Ankjær Ibsen, kompetenceudvikler hos Special Minds og Andreas’ kontaktperson.
Andreas nikker og glæder sig over, at han hos Special Minds har bevæget sig fra tre timers fremmøde om ugen til nu næsten 10 timer.
– Jeg kan godt lide at være her, og det er rart, at det sker i mit tempo, siger Andreas.
Det nænsomme pres
Han er en ung mand af få ord, som har fået skabt en tillidsrelation til sin kontaktperson. Derfor lytter han også anerkendende, når Tore Ankjær Ibsen beskriver hans gradvise udvikling.
– Det koster energi for dig, hver gang du skal i gang med noget nyt, men vi finder gode ideer til at presse dig, siger Tore Ankjær Ibsen smilende i retning mod Andreas.
– Du har arbejdet meget med 3D, men nu er der også koblet sociale aktiviteter på, når du er her.
Rollefordeleren
Tore Ankjær Ibsen har i sit arbejde med de unge ikke kun øje for dem og deres udvikling. Hans opgave er også at være rollefordeler i forhold til forældrene.
– Når et barn eller en ung med autisme har kæmpet med skolevægring, så har man som forældre haft alle roller. Du skal både være omsorgsgiver, strukturgiver og kravsætter. Her skal jeg hjælpe med at frisætte, så forældrene primært skal være omsorgsgivere, og så er jeg kravsætteren, og også ham, der laver strukturen for skoledagen, siger Tore Ankjær Ibsen.
Små skridt op ad trappestigen
Andreas bevæger sig hver dag små skridt op ad trappestigen.
– Når der opstår noget, som er træls, så skal vi finde en ny vej, siger Tore Ankjær Ibsen.
I tiden hos Special Minds har Andreas fået vakt interessen for 3D, og han er både udholdende og fagligt dygtig.
– Du vil være klar til en 3D-uddannelse på særlige vilkår, siger Tore Ankjær Ibsen, som derfor også har taget kontakt til en 3D-virksomhed, som stiller Andreas konkrete opgaver.
– Når Andreas siger ”det er det, jeg vil”, så tager vi næste skridt, og det kan være en STU-uddannelse. Det er vi begyndt at tale om.
“
Jeg kan godt lide at være her, og det er rart, at det sker i mit tempo.
Andreas
”Jeg vidste ikke, hvorfor han ikke tog afsted”
Birgitte Damsgaard havde en dreng, som i flere år ikke kunne drives i skole, og hun har oplevet den stressende kamp med systemet. Moderens skuldre har sænket sig i takt med, at hun bare skal være mor
“
Det er fantastisk at opleve, at der er mennesker, som ved, hvad det her handler om, her er ingen famlende usikkerhed. At de kan gøre det så individuelt, at det passer til vores dreng og i det rette tempo og med de rette udfordringer
Birgitte Damsgaard, mor til Andreas.
De fleste forældre, der har oplevet at stå med et barn med skolevægring, kan så nemt som ingenting kende følelser som stress, afmægtighed, frustration og sorg. Det er et enormt pres ikke at kunne drive sit barn i skole, og det smerter at se på den åbenlyse mistrivsel.
Birgitte Damsgaard, mor til 19-årige Andreas, nikker:
– Det har været en kamp på flere fronter. Jeg vidste ikke, hvorfor han ikke kunne tage afsted, og hver dag var en usikkerhed på, om det lykkedes at få ham i skole, siger hun.
Selv om Andreas ikke kommer ind under den almindelige autisme-diagnose, men er blevet diagnosticeret med GUA (Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse, Anden), så ligner hans problematikker dem, som knytter sig til autisme, hvor bl.a. ’overblik og skift’ er en stor udfordring.
– Vi forsøgte bl.a. med kortere skoledage, hjemmeopgaver og en kort periode med hjemmeundervisning, men det var virkelig stressende for både ham og mig, siger Birgitte Damsgaard, som tilmed også har oplevet en opslidende tur gennem systemet.
– Skolevægringen begyndte allerede i 5. klasse, men det var først som 16-årig, at Andreas fik stillet sin diagnose. Det har betydet, at vi i kommunalt regi har skullet gennem et hav af fagpersoner og to forvaltninger i forsøget på at finde retning, siger Birgitte Damsgaard.
Systemets kasser
Hun hiver et exel-ark frem, hvor hun har noteret de flere end 20 fagpersoner med alt lige fra PPR-psykologer, familievejledere, til læge, psykiatere, kontaktpersoner, sagsbehandlere og rådmænd, som de gennem årene har været gennem.
– Jeg kommer fra det private, og jeg er vant til, at man har et fælles mål og skal tale sammen og koordinere på tværs. Her har det været enormt slidsomt, at vi hver gang er startet forfra og ikke mindst, at vi har mødt en famlende usikkerhed og modstand i systemet , siger Birgitte Damsgaard, der er projektøkonom i en produktionsvirksomhed.
– En kommune som Aarhus er opdelt i magistrater, og en del af min rolle var at koordinere mellem de to, Børn & Unge og Sociale Forhold.
At blive set
For hende har det været en lettelse af en anden verden, at hendes søn har sluppet skolevægringen, da han kom i den rigtige retning. Først specialskolen Holme Nygaard og Dagtilbuddet Enggården i Aarhus, og da han blev 18 år Special Minds.
– Det er fantastisk at opleve, at der er mennesker, som ved, hvad det her handler om, her er ingen famlende usikkerhed. At de kan gøre det så individuelt, at det passer til vores dreng og i det rette tempo og med de rette udfordringer, siger Birgitte Damsgaard, der har stor gavn af den løbende dialog med Andreas’ kontaktperson Tore Ankjær Ibsen:
– For mig er Tore en god sparringspartner, og han er også interesseret i at følge med i, hvordan det går med Andreas hjemme. På den måde har vi et godt samarbejde om, hvordan vi bedst muligt støtter Andreas i hans gode selvstændige udvikling. Udgangspunktet her er, at intet er umuligt.
”En dag kom jeg til at sige, at Andreas gerne ville have kørekort”
”Vi havde fået at vide, at det nok ikke var muligt med hans profil at få kørekort, men da jeg sagde det til Tore (Andreas’ kontaktperson), greb han det meget pragmatisk an. Han linede op, hvad det krævede og tog efterfølgende initiativ til at samle en række Special Minds-elever, som alle vil i gang med kørekort, og så har Tore fundet en kørelærer, som også kender til autisme. Tore ser det som en vigtig udvikling i forhold til selvtransport til job. Det er et eksempel på, at alt kan løse sig.”