STU & JOBVEJ
”Jeg er ligesom ikke typen, der går i byen og fester”
Næsten 10 gymnasieforsøg begravede Lukas Bech Jørgensen i et mentalt hul. En STU hos Special Minds gør, at fremtiden nu hedder cybersikkerhed hos Forsvarets Efterretningstjeneste
– Jeg har kæmpet meget med gymnasierne. Faktisk har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg er startet for så at ende i et hul efter nogle måneder. 7-9 forsøg tror jeg.
Når man møder Lukas Bech Jørgensen i dag, er det umuligt at få øje på, at han har været lagt ned af både social angst og depression. Blikket er tillidsfuldt, stemmen rolig, og ordene fra hans mund er afklarede og båret af tillid.
– Det har været ekstremt hårdt. Jeg prøvede hver gang at passe ind, men rammerne i gymnasierne passede slet ikke til mig, siger Lukas og kommer med festkulturen som eksempel.
– Jeg er ligesom ikke typen, der går i byen og fester.
Bhutan væltede ham
Lukas, der er fra Strib ved Middelfart på Fyn, er i dag 24 år.
– Det var først som 18-årig, at jeg fik min diagnose, siger Lukas, der gennem et længere udredningsforløb fandt frem til, at han havde Aspergers og social angst.
I folkeskolen havde han ikke mærket nævneværdige problemer.
– Når jeg kigger tilbage, kan jeg da godt se, at jeg var anderledes, men det gik fint nok, og jeg trivedes, siger han.
For Lukas er det ikke svært at indfange den faktor, der fik det til at vælte for ham. Da han gik i 9. klasse, flyttede han med sin mor, far og storebror til Bhutan, hvor faren skulle være direktør for en fabrik.
– Det tog mig ud af min ungdomsudvikling. I 9. klasse sker der rigtig mange ting, og jeg kom kun hjem til eksamen. Da jeg vendte tilbage, havde mine venner været gennem en stor udvikling, og jeg følte mig lidt tilsidesat. Det var nye ting, de interesserede sig for, og som jeg ikke brød mig om at være en del af, siger Lukas.
Han reflekterer over, hvor han havde været, hvis ikke han og hans familie var draget til Bhutan.
– Jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg havde gået gennem 9. klasse på almindeligvis herhjemme, så havde jeg måske haft et andet forhold til mine venner. Selvom jeg ikke går i byen og tager del i festlivet, så ville der nok have været en forståelse fra deres side, så jeg ikke var kommet til at stå så meget udenfor.
Savnede forståelse
Prisen blev høj for Lukas at betale. Fem år, hvor han flakkede ud og ind af gymnasieuddannelser og som mest af alt var præget af ufrivilligt skolefravær. Elektrikeruddannelsen, hvor han gennemførte grundforløbet til automatiseringstekniker, viste sig at være det, som trods alt matchede ham bedst.
– Det var der, jeg havde det bedst socialt. Der var ikke så stort et socialt pres og alt det med fester hele tiden. Det var rart. Man var klassekammerater, og det var det. Folk forventede ikke mere end det, men problemet var, at det ikke var det, jeg ville arbejde med, siger Lukas, der indrømmer, at han var dybt frustreret over, at han ikke blev mødt med større forståelse for sine udfordringer i gymnasiet.
– Når jeg kigger tilbage, så blev der ikke gjort noget for at hjælpe mig med at få skabt de rette rammer og finde ud af, hvilken støtte jeg havde brug for. Jeg oplevede ikke, at der var plads til sådan en som mig.
Special Minds er nu hverdagen
I sidste ende bankede Lukas’ familie mere eller mindre desperate på hos kommunen. ”I må kunne gøre noget for at hjælpe vores søn”, var budskabet fra forældrene.
Processen blev lang og også mere besværlig end ønsket. Lukas blev tilbudt FGU, og selv om han mødte søde og forstående mennesker, var stedet ikke egnet til en som ham med en autismeprofil.
Derfor var det en lettelse, da hans UU-vejleder på rekordtid fik banet vej til en STU hos Special Minds Kolding, der er specialiseret i uddannelses- og jobrettede forløb til unge og voksne med autisme.
– Jeg har fået pladsen til at arbejde med det, der interesserer mig. Der er sociale aktiviteter, og det kan jeg godt lide at være en del af, siger Lukas, der har været i gang med en STU de sidste to år.
– Da jeg startede, havde jeg en masse dårlige oplevelser, som jeg havde taget med mig, og som jeg skulle have rystet af mig.
Han prøver at indkredse, hvad det er, der er vigtigt, når man som ham har en autismediagnose.
– Her er plads til alle og fokus på individet. Hver autist er meget sin egen, og det er vigtigt, at der bliver taget højde for hver enkelt. Jeg har ikke været så glad i mange år, som jeg er nu.
Efterretningstjenesten kalder
Hos Special Minds arbejder de målrettet med at finde ud af, hvad der motiverer den enkelte, og hvad der giver mening. En dag kom der en ekspert i cybersikkerhed fra cyberlandsholdet og fortalte de unge om det arbejdsfelt.
– Det var superinteressant. Vi hørte blandt andet om kryptografi, som er en måde at kunne skrive i koder på. Jeg har altid interesseret mig for computere og teknik, og her var noget, som jeg kunne bruge det til.
For Lukas er der nu en uddannelses- og jobfremtid. Uddannelsen i cybersikkerhed kan både tages på universitetet og hos Forsvarets Efterretningstjeneste. Ved sidstnævnte er man samtidig efterfølgende garanteret job i efterretningstjenesten.
– Jeg er frisk på at flytte til København og starte på uddannelsen der. Jeg fik gennem oplægget et godt indtryk af deres arbejdsmiljø, og hos Special Minds arbejder jeg nu målrettet med cybersikkerhed og på at blive klar til uddannelsen, siger Lukas.
Han har blandt andet taget Matematik A som HF-enkeltfag det sidste år, og så har Special Minds hjulpet ham med at skaffe praktikplads hos en virksomhed på Fyn, hvor han skal arbejde med cybersikkerhed.
– Min hjælp har været at komme til et sted, hvor jeg føler mig forstået og med faste rammer og forventninger, som er nemme at forstå. På den måde har jeg kunnet finde min rette vej, siger Lukas.
Artiklen blev bragt i Autismemagasinet, april 2024.

“
I 9. klasse sker der rigtig mange ting, og jeg kom kun hjem til eksamen. Da jeg vendte tilbage, havde mine venner været gennem en stor udvikling, og jeg følte mig lidt tilsidesat. Det var nye ting, de interesserede sig for, og som jeg ikke brød mig om at være en del af.
Lukas
”Havde jeg vidst, at Lukas havde Aspergers, var vi ikke taget til Bhutan”
Tonia Berger, mor til 24-årige Lukas, jubler over, at det er lykkedes hendes søn igen at få greb om livet
Tonia Berger og hendes mand vidste ikke bedre, da familien tilbage i 2015 pakkede al deres habengut sammen for at forfølge et eventyr og en jobmulighed i Bhutan midt i Himalaya-bjergkæden.
– Havde jeg vidst, at Lukas havde Aspergers, var vi ikke taget til Bhutan. Men jeg havde ikke tænkt, at Lukas var meget anderledes end sin far, der er ingeniør. De er begge lidt nørdede, og det så jeg på ingen måde som noget, der gav udfordringer eller krævede særlige hensyn, siger Tonia.
9. klasse væk fra vennerne i et Himalaya-bjerglandskab midt i ingenting og uden internationale skoler – og derfor med hjemmeundervisning – viste sig som noget rigtig skidt for Lukas.
– Det er en følsom alder, når man er teenager, og hvor man har brug for at høre til et sted. Selvom Lukas og hans bror kunne mødes online med deres venner, så var der tidsforskel, og de mistede kontakten til deres ungdomsliv. Det er noget af det, som man ved, kan udløse grimme ting, siger Tonia, der til dagligt arbejder som fysioterapeut.
Traumer og sår
I det hele taget blev Bhutan alt andet end et lykkeligt eventyr for familien. Undervejs på et ophold i Thailand blev forældrene ramt af raketter ved et nytårsfyrværkeri. De kom akut på hospitalet, og tilbage stod drengene i et fremmed land, i flere timer uvidende om deres forældre var levende eller døde. Da familien kom hjem fra Thailand, blev Tonias mand ramt af en blodprop i hjertet og var ved at dø.
– Det var en svær periode, og begge drenge har også efterfølgende begge haft traumer, som de har skullet bearbejde.
For Lukas betød tilbagevenden til Danmark et kollaps. Den gamle vennegruppe kunne han ikke finde sig til rette i, og Tonia kunne se på sin søn, der den ene gang efter den anden prøvede at starte på gymnasiet, skifte linjer og uddannelser for hver eneste gang at falde sammen og ikke komme ud ad døren. Da han i forbindelse med en behandling for depression kom i et længere udredningsforløb og fik stillet diagnosen Aspergers, kom det ikke bag på Tonia.
– På det tidspunkt havde jeg det på fornemmelsen, og jeg havde samtidig et håb om, at det ville betyde, at Lukas ville få det tilbud, som han reelt havde brug for.
Fra Fyn til Kolding
Tonia lægger ikke skjul på frustrationer over, at der har skullet kæmpes hårdt for, at hendes søn omsider er landet et sted, som har den autismespecialiserede tilgang, som han har brug for.
– Det er hårdt hele tiden at skulle blive ved med at presse på og insistere på det rette tilbud. Lukas fik lykkeligvis en UU-vejleder, som meget hurtigt kunne se, hvad der var brug for, og i løbet af en uge var han bevilget en STU hos Special Minds i Kolding.
– Det har reddet hans liv. Et af hans store problemer var fremmøde, fordi han ikke kunne overskue at være sammen med andre mennesker. Men han har fået sin selvtillid tilbage. Igen ligner han den Lukas han var, før han blev syg, og han har mod på livet og på at prøve ting, som han ikke har haft i fem år.
At se styrkerne
Tonia konstaterer, at det almindelige uddannelsessystem er udfordret, når det kommer til at skabe rammer, der tilgodeser unge som har autismeprofil. Hun hæfter sig ved den måde, Lukas bliver mødt på hos Special Minds:
– De har altid en positiv tilgang og fokuserer på det, som de unge kan. Jeg kan se, at de er gode til at lære ham at kende alt omkring sine udfordringer, til at sige ja og nej til ting og planlægge sin hverdag, siger Tonia og fortsætter:
– Der er aldrig noget fordømmende, for eksempel ved problem med fremmøde. Her bliver det i stedet en nysgerrig spørgen: ”Hvordan kan vi skrue på det, så det passer for dig, Lukas?”
De konkrete mål
Når Tonia kigger på sin søn, er det tydeligt for hende, at han nyder godt af, at der arbejdes målrettet med mål og delmål.
– Da de sammen med Lukas fandt ud af, at han brænder for cybersikkerhed, og det er den vej han skal, så blev der arbejdet med delmål, som hjælper ham med at nå derhen.
– Det er ikke bare at få sin yndlingsuddannelse og så at have den som et mål ude i fremtiden. For Lukas’ vedkommende kræver det også at flytte til København og arbejde målrettet med, hvad der skal til for at klare det og for at bo selv. Det er alt lige fra at købe ind til at tage toget og planlægge sin dag, så energien fordeles rigtigt, siger Tonia.
Toget kører
I dag tager Lukas toget fra Middelfart til Kolding, og det er for Tonia et eksempel på, hvordan Special Minds arbejder med selvtransport som et delmål.
– Da Lukas startede i Kolding var det utænkeligt, at han selv kunne tage med toget. Special Minds har brugt det som en øvebane og et vigtigt skridt i forhold til kommende uddannelse.
Tonia ser på sin voksne søn, der har genvundet sin selvtillid og har fundet sin uddannelses- og jobvej.
– jeg har fuldstændig tillid til, at der er styr på det omkring Lukas, og jeg og min mand skal ikke bære nogen byrde. Det er ubeskriveligt, at man ikke behøver at gå og frygte for dagen i morgen, at der er andre som jeg har bundløs tillid til, der styrer det. Jeg behøver bare være mor.

“
Det har reddet hans liv. Et af hans store problemer var fremmøde, fordi han ikke kunne overskue at være sammen med andre mennesker. Men han har fået sin selvtillid tilbage. Igen ligner han den Lukas han var, før han blev syg
Tonia Berger om STU hos Special Minds i Kolding.