STU

Morten træder ud i verden med gejst og livsmod

Som barn fik 21-årige Morten Jensen fra Aalborg stillet autisme-diagnosen, og han ved, at han har udfordringer med sig resten af livet. Men den unge nordjyde, som i dag arbejder hos en købmand og har været en succes hos en bilforhandler, er et eksempel på, hvordan man kan forvandle sin historie

– Hvis du skal videre i livet, skal du sprænge dine grænser!

21-årige Morten Jensen har en fremtoning, som gnistrer af energi og livsmod. Han har formået at få skabt en ny bane for sit liv. Siden han var blot 4-5 år og fik stillet diagnosen autisme, har hans familie vidst, at Morten var en dreng med særlige udfordringer. Hele hans skolegang har foregået i specialklasser.

– Da jeg var yngre, mærkede jeg meget min autisme. I de tidlige skoleår skulle jeg have faste strukturer for ikke at flippe ud, siger han.

Jagten på mening

For tre år siden kom Morten til Special Minds i Aalborg, hvor han umiddelbart inden sommerferien afsluttede sin særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). Hos Special Minds har man haft fokus på at finde ud af, hvad det er, Morten i særlig grad interesserer sig for.

– For unge med autisme er det helt afgørende, at det, de laver, giver mening. Derfor bruger vi meget krudt på at afdække deres interessefelter, som de skal bruge ude i verden, siger Peter Møller Nduru, underviser og vejleder, Special Minds i Aalborg.

Morten har bl.a. været i et praktikforløb hos bilforhandleren N.O. Jensen i Aalborg.

– Jeg har en stor bilinteresse og har også egen bil. Hver gang jeg besøger en bilforhandler, så skal jeg altid ud at prøve biler, siger han.

For Morten gav praktikforløbet hos N.O. Jensen en oplevelse af, at han kunne fungere i den almindelige verden.

– Selvfølgelig var tonen anderledes end hos Special Minds, men jeg mødte rare og forstående mennesker, der ville hjælpe mig. Jeg skulle lige tilpasse mig, men jeg er kun blevet bedre socialt af det.

Morten Jensen

– Alle kan læse i en bog, men kan du ikke fungere med andre, duer det ikke.

Bor en købmand i ham

Tilsvarende har Morten oplevet, at et praktikforløb hos Spar-købmanden i Vejgaard har styrket selvtilliden. Købmanden har været så glad for Morten, at han i dag er ansat og arbejder i weekenderne.

– Jeg var hunderæd første gang, jeg skulle sidde ved kassen og have øjenkontakt og betjene kunderne. Men der var ikke andet for end at hoppe ud i det. Før i tiden brød jeg sammen, hvis jeg skulle fremlægge noget på klassen, men du er nødt til at udfordre dig selv, siger han.

Klar til næste step

Morten skal nu i gang med data- og kommunikationsuddannesen på Tech College i Aalborg og derfra satser han på at uddanne sig til IT-supporter.

Han er ikke i tvivl om, hvad han har fået ud af  at være hos Special Minds, hvor han både er blevet klogere på sig selv og kastet ud i virkeligheden.

– Jeg har opnået rigtig meget socialt og i forhold til min personlige udvikling. Det har givet mig troen på, at jeg fungerer, siger han og er klar til at træde de næste mange skridt ud i verden:

– Alle kan læse i en bog, men kan du ikke fungere med andre, duer det ikke.

Er du interesseret i at blive praktikvirksomhed? 

Find kontaktoplysningerne på vores afdelingsledere her.

Special Minds

Gunnar Clausens Vej 68
8260 Viby J

Mail: kbb@specialminds.dk
Tlf: 30 84 48 13