Vi tør godt kalde David et mønstereksempel

Fra en ung mand, der troede han aldrig kom i job, til arbejdsevneafklaring, STU, mangeårig IT-specialist i Special Minds IT og nu videre i karrieren til en af landets største IT-virksomheder

– Jeg var på kontanthjælp. In and out. Jeg lavede lidt hjemmesider, men jeg troede aldrig jeg skulle få en karriere.

Når David Leonard, der har autismeprofil, kigger 10 år tilbage i sit liv, så var der ikke megen tiltro til en lys fremtid. Evnerne fejlede ikke noget, men han havde aldrig rigtig passet ind. Efter et par måneder i gymnasiet droppede han ud, men uden helt at være klar over, hvad han kæmpede med.

– Når jeg ser tilbage, gik det ikke godt. Jeg havde ikke noget at stå op til. Godt nok lavede jeg lidt hjemmesider for nogen, men jeg kunne ikke finde ud af at sælge mig selv. Jeg kunne ikke se, at det rigtig havde værdi for andre – det var jo noget, som bare var let for mig. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det bundede i mindreværd. Var jeg blevet tilbudt førtidspension dengang, havde jeg takket ja.

Efter år ind og ud af forskellige systemer foreslog David Leonards sagsbehandler, at turen gik til Special Minds….

David Leonard ved tavle

ARBEJDSEVNEAFKLARING – 2010

”Ja, ja – jeg smutter efter en uge…”

– Jeg havde meget lidt tiltro til, at det var noget for mig. Efterhånden havde jeg været kastet ud i så mange forskellige ting, og intet fungerede. Jeg tænkte, at de ville have mig til at gøre vanvittige ting, og jeg ville stoppe efter en uge.

Davids sagsbehandler havde udset sig Special Minds, dengang under navnet BOAS Specialister, som dét specialiserede sted, som kunne lirke vejen til David op. Han blev indskrevet til arbejdsevneafklaring.

Efter få dage måtte han konstatere, at han blev mødt på en helt anden måde, end hans negative forventninger havde forudsagt.

”Hvad skal vi gøre, for at det bliver godt for dig?”

– Det var en helt anden tilgang, end jeg havde regnet med. De er måske ikke alle idioter, tænkte jeg. Alligevel prøvede jeg at finde undskyldninger for, at det ikke fungerede, for eksempel at det var langsomme computere, siger David og fortsætter:

– Men så fik jeg bare at vide, at vi får købt ekstra RAM. Allerede efter uge blev min standardskepsis taget fra mig.

Griber motivationen

Under arbejdsevneafklaringen fik David kortlagt, hvordan han reagerer på forskellige typer af opgaver og udfordringer. Han viste hurtigt stor interesse for programmering og opbygning af hjemmesider. For ham bestod den store åbenbaring i, at der var nogen, som fik øje på hans motivation.

– De var lynhurtige til at fange, når der var et halmstrå af motivation. Det er ikke sikkert den motivation er der om en time, og det betød, at jeg fik vakt min lyst til at ville noget.

Billede af person ved computerskærm

STU SPECIAL MINDS – 2010-2013

”Når bare der er rammer …”

Arbejdsevneafklaringen vekslede David til en STU hos Special Minds. Selv om han var 25 år, kunne han se ideen med at komme i gang med en uddannelse i rammer, hvor han følte sig tilpas.

– Egentlig er jeg social, men jeg har altid haft svært ved at starte en samtale. Derfor er jeg tit ham, som er kommet til at stå udenfor. Hos Special Minds var der rammer, og det gjorde, at jeg slap for at tage det første svære skridt – og så fungerer jeg fint.

For David blev STU’en en direkte vej til videre uddannelse. Undervejs fik han opbygget troen på sig selv og fandt mere og mere ud af, hvordan han skulle navigere i samspil med andre.

– Jeg lærte, at det jeg havde at byde ind med, også er vigtigt. I samfundsfag læste vi hver uge artikler fra aviserne, og i diskussionerne fandt jeg ud af, at mine tanker, holdninger og ideer, også  var okay. At jeg i en tryg ramme kunne ytre mig, og det ikke var farligt, at jeg mente noget. Andre kunne have andre holdninger. Det var ikke et spørgsmål om at have ret.

Jobbet rykker tæt på

Og gennem interne praktikker i Special Minds og praktikophold i IT-butikker fik David en helt ny fornemmelse for sig selv i jobsammenhæng.

– På forhånd havde jeg tænkt, at det at være et nyt sted, ville betyde, at jeg ville blive mobbet eller sætte mig selv udenfor. Sådan var det ikke. Jeg kunne være blandt andre.

David fik øje på IT-supporter-uddannelsen …

Special Minds Aalborg 09

IT-SUPPORT-UDDANNELSEN 2013-2016

”Jeg overvandt min frygt …”

– Meget atypisk for mig tog jeg mig sammen og ringede til IT-support-uddannelsen trods min frygt for at tale i telefon.

Den vanlige skepsis spillede ham dog et puds.

– Er jeg for gammel?

– Nej, slet ikke!

David var optaget på IT-support-uddannelsen, og før han fik set sig om, var han tilbudt praktikplads i Special Minds IT.

– Det betød, at jeg ikke skulle bruge krudt på at lede videre. Her var nogen, som på forhånd kendte mine kompetencer, og hvor jeg vidste, at jeg fungerede godt, siger David.

Én i flokken

Uddannelsen var personligt og fagligt det helt rette sted for David.

– Det var på mange måder en helt anden verden, end alt det, jeg tidligere havde oplevet. Her var kun folk, som interesserede sig for IT. Og du var accepteret. Lige meget hvor mærkelig eller anderledes  du var, så betød det ikke noget, fordi det, som vi var sammen om, var den faglige interesse for IT. På den måde kom det sociale helt af sig selv.

David medgiver, at der var perioder, hvor det var krævende at være i det ordinære uddannelsessystem, men her nød han godt af, at Special Minds IT var hans praktiksted.

– Det betød, at jeg hele tiden kom tilbage i trygge rammer.

Vejen fra uddannelse til IT-jobbet var nu udlagt….

Billede af data på skærm

IT-KONSULENT SPECIAL MINDS IT – 2016-2021

”Vi er vokset voldsomt”

Hos Special Minds IT var man ikke sen til at gribe ud efter David Leonard som nyudklækket dimittend. Foran dem stod en ny IT-konsulent med særligt gode kompetencer inden for IT-infrastruktur og IT-sikkerhed.

– For mig personligt har det været super fedt at være en del af Special Mindst IT. Vi er vokset voldsomt, siden jeg startede her i 2016. Fra at være i et lille lokale til i dag, hvor vi er op mod 20 medarbejdere og fem Special Minds-afdelinger, siger David, der startede på 25 timer om ugen, men som stødt og roligt har skruet op for timetallet og gennem flere år har arbejdet fuldtid.

Talentet med udfordringen

David, der bl.a. har opnået licenser som Certified Ethical Hacker og Certified Security Analyst, er et eksempel på en IT-medarbejder med særligt gode forudsætninger – men som også har skullet lære, hvordan han forvalter sit talent. Så snart han ser en ny hjemmeside eller et nyt IT-system, begynder hans hjerne eksempelvis at scanne efter huller og steder, hvor sikkerheden kan forbedres.

”Min udfordring har været at disciplinere min passion, fordi jeg ellers bliver bombarderet med indtryk og overvejelser, som jeg ikke kan håndtere. I mit job har jeg netop haft den ramme og struktur, som jeg har brug for, samtidig med at jeg også har kunnet bruge min kreativitet i test-arbejdet.”

At David er lykkedes med et succesfuldt arbejdsliv som IT-konsulent tilskriver han i høj grad Special Minds.

– De har æren for, at jeg har taget de her skridt. Jeg har fået de rigtige faglige udfordringer, og så har jeg fået opbygget en social tryghed, hvor jeg ved, at jeg ikke falder igennem, siger han.

Derfor fik David også vakt sin nysgerrighed, da han blev kontaktet af en af Danmarks største IT-virksomheder …

David Leonard ved computeren

NYT KARRIERESPRING – SYSTEMADMINISTRATOR I EN AF DANMARKS STØRSTE IT-VIRKSOMHEDER – 2022

”I dag kender jeg min værdi”

Fra årsskiftet 2022 stempler David ind i en af landets største IT-virksomheder. De fik øje på ham, og han er ansat som systemadministrator.

Hvor mange med autismeprofil oplever jobsamtalen og det at lave en ansøgning som en svær opgave, så oplevede David, at han stod  i en privilegeret situation.

– Det har været ret nemt. I forvejen var jeg i et godt job hos Special Minds IT, så jeg var på den måde ikke desperat efter jobbet. Og efter et par samtaler med IT-chefen var aftalen på plads, siger David.

Godt 10 år efter at han slog ind på den farbare uddannelses- og jobvej, nyder han, at det som for ham alle dage har været interesse og passion, er brugbart og nu fører til det næste karriespring.

– I dag ved jeg, at det jeg laver, har stor værdi.

David Leonard