Nyheder

”Det er første gang, at jeg tør være med”

jun 29, 2023 | Nyheder

Jonas deltog med mere end 100 unge og ansatte fra Special Minds-afdelingerne i årets aktivitetsdag, der styrker de sociale kompetencer

Solen bager fra en skyfri himmel. Det rør ikke Jonas. Sveddryppende og på flade sandaler løber han den ene runde efter den anden. Han er superløber. I år deltager han i årets aktivitetsdag, der samler unge og voksne fra de fire jyske Special Minds-afdelinger.

– Det er første gang, at jeg tør være med. Sidste år holdt jeg øje fra vinduerne. Jeg skal bruge tid på at blive tryg, men det var super fint at deltage og møde nogen fra de andre afdelinger. Når jeg bare har et ’socialt anker’, så fungerer det for mig, siger Jonas, der har været i et praktikforløb hos Special Minds og som i dag er ansat som rengøringsassistent i serviceteamet i Vækstpark for Socialøkonomi, hvor Special Minds Aarhus har til huse.

Zombiejagt og høj puls
Den årlige aktivitetsdag byder på et væld af forskelligartede aktiviteter. Der er løb, floorball og bordtennis for dem, der vil have pulsen op. Kongespil, flødebollekast og kunstmaling i haven fanger andres interesse. Og så er der dem, som er til brætspil eller hygger sig i dagens Escape room på jagt efter en zombievaccine gennem løsning af en række gåder.

– Det er megahyggeligt. Vi samarbejder om at finde koden, siger Frederikke, der er i en gruppe med syv andre STU-elever i Escape room.

I haven står Regn og maler med pensel på det store lærred, hvor unge på skift kommer forbi og går i gang med kreativiteten. Lærredet åbner for mødet med nye ansigter.

– Jeg har mødt nogle fra de andre afdelinger, og vi har fået snakket sammen. Vi har jo meget til fælles og mange af de samme udfordringer, siger Regn, der er i et brobygningsforløb hos Special Minds Aarhus og som planlægger at starte uddannelse i nærmeste fremtid.

– Det går rigtig godt for mig, bl.a. fordi jeg har fået gode venner og relationer, siger Regn.

Unge og voksne, som er i forløb hos os, skal efterfølgende ud at begå sig på uddannelser og arbejdspladser. En forudsætning for at fungere i en jobfremtid er, at man kan finde ud af at være med i sociale aktiviteter på en måde, der føles fin for den enkelte.

Kamille Ebbe, afdelingsleder i Special Minds Aarhus

Stort indtog fra Silkeborg
Et væsentligt element i aktivitetsdagen er, at unge og voksne fra forskellige afdelinger mødes. Fra Special Minds Silkeborg har omkring 20 taget turen til Aarhus. Det er både STU-elever og IT-medarbejdere i Special Minds IT samt ansatte.

– Det er en sejr for mange bare at tage med. For vores STU-elever er det rigtig god eksponering, og de bliver rystet sammen og møder unge fra andre afdelinger, siger Sofia Tizar, aktivitetsmedarbejder, Special Minds Silkeborg, der tidligere har været IT-konsulent i samme hus og inden da var i et beskæftigelsesrettet forløb.

Kamille Ebbe, afdelingsleder Special Minds Aarhus tillægger dagen stor værdi.

– Unge og voksne, som er i forløb hos os, skal efterfølgende ud at begå sig på uddannelser og arbejdspladser. En forudsætning for at fungere i en jobfremtid er, at man kan finde ud af at være med i sociale aktiviteter på en måde, der føles fin for den enkelte. Her er aktivitetsdagen en god træningsbane, fordi der er tilstrækkelig tryghed til, at mange vover at kaste sig ud i aktiviteter og møder med andre, siger Kamille Ebbe.

Læs mere om aktivitets- og samværstilbud her

Kamille Ebbe portræt

Aarhus

Du er velkommen til at ringe eller skrive til os for at høre nærmere om, hvad vi kan tilbyde dig.

Kamille Ebbe,
afdelingsleder

Gunnar Clausens Vej 68
8260 Viby J

   

Se flere nyheder