Med servicehunden Hugo ved sin side gennemfører Carla en STU og har nu karriereplanen på plads

Hugo holder øje.

Mens Carla fortæller, ligger han tæt ved hendes fødder – opmærksom på vejrtrækning, puls og små ændringer, der kan være tegn på, at noget er ved at blive for meget. Hvis det sker, reagerer han med det samme og læner sig ind mod Carla, så hun kan mærke sin hunds åndedræt og nærvær.

Det giver ro. Og det gør det muligt for Carla at fokusere på det, hun er i gang med.

Lige nu er hun i gang med en STU hos Special Minds Aarhus. Hun er klar i mælet, når talen falder på fremtiden.

– Jeg vil være advokatsekretær. Jeg er gået fra at tænke, at jeg gerne vil, til at vide, at jeg godt kan, siger hun.

Vild med jura

Carla er i gang med fag på gymnasialt niveau som en del af hendes STU. Efter sommerferien planlægger hun at tage en EUX-uddannelse online. Dermed er vejen banet mod jobbet som advokatsekretær.

– Jeg elsker jura. Det er noget, man kan fordybe sig i, og hvor man kan se konkrete resultater, siger Carla.

Gennem praktik har hun fået mulighed for at afprøve interessen i praksis. Blandt andet på et advokatkontor, hvor hun arbejdede med research og organisering.

– Det har bare bekræftet mig i, at det er den vej, jeg vil gå.

En snørklet vej

For Carla har vejen gennem uddannelsessystemet ikke været lineær.

Hun blev diagnosticeret i 10-11-årsalderen efter et mentalt sammenbrud med massiv angst og spiseforstyrrelse. Først senere fandt man ud af, at der lå en autismediagnose bag.

– Jeg har brug for kontrol og rutiner. Hvis der sker for meget uventet, så bliver det svært for mig. Men i dag tåler jeg også det uforudsigelige, fordi jeg har styr på mine balancer, siger Carla, der kom videre til en specialskole.

Et sted at afprøve og afklare

Efter folkeskolen var Carla omkring en FGU, inden hun fandt vej til Special Minds i Aarhus. På den autismevenlige STU profiterer hun af, at hun har haft mulighed for at arbejde i sit eget tempo, og hvor rammerne tilrettelægges efter den enkelte.

– Jeg har haft mulighed for at fokusere på ét pensum ad gangen, og det har passet godt til mig. Samtidig har jeg kunnet afprøve forskellige måder at arbejde på – både alene og sammen med andre, siger Carla, der nyder godt af en åben og fleksibel tilgang.

– Der er mulighed for at prøve nogle ting af og trække sig igen, uden at det bliver et problem. Og så kan man prøve igen.

I løbet af sin STU har Carla kombineret fag på gymnasialt niveau med praktikforløb. Perioden på advokatkontoret har været brugbar for hende.

– Det gav mig et ret klart billede af, hvordan arbejdet faktisk foregår, og hvad det kræver.

Venner, der hænger ved

Ét er den rent faglige del. Fællesskabet fremhæver Carla som en vigtig del af hverdagen.

– Vi er meget forskellige, og det fungerer rigtig godt. Jeg kan godt lide, at vi ikke ligner hinanden.

I dag har hun en fast vennegruppe, som hun også ser uden for Special Minds.

– Jeg har fået nogle venner her, som jeg stadig er sammen med, også selvom vi ikke alle går her længere. Det betyder rigtig meget, at vi har et fællesskab, der er vokset ud af Special Minds.

Frygten er parkeret

Planen er at fortsætte med en online EUX-uddannelse, som den direkte vej til jobbet som advokatsekretær. For Carla handler næste uddannelse efter Special Minds ikke kun om det faglige indhold, men også om at vælge en ramme, der passer til hende.

– Når jeg skal i gang med uddannelse, skal jeg også tage hensyn til mig selv. Jeg ved, hvad jeg har brug for nu, så jeg ikke bliver overbelastet.

Erfaringerne fra Special Minds har gjort det næste skridt mere overskueligt.

– Undervisningsformer, eksamener og krav er ikke længere ukendte størrelser. Det er ikke noget, jeg frygter.