Som elev havde Toke massivt skolefravær og svært ved at finde sin plads. I dag er han 19 år, har afsluttet sin STU hos Special Minds og er i praktik som pedel på den skole, hvor han selv gik
Historien om 19-årige Toke er en af den slags, der indgyder håb om, at tingene kan forandre sig, også selvom det hele har set lidt håbløst ud. Toke har ikke selv lyst til at træde frem i rampelyset, men han giver gerne ordet til sine forældre.
– Det er en vild forvandling, der er sket, indleder hans mor, Nina Uhrskov.
Da Toke startede hos Special Minds i Silkeborg, var høretelefonerne hans skjold mod omverdenen. Han sad på gangen og holdt sig væk fra både morgenmøder og undervisning. I dag går han ind ad døren som pedelpraktikant, tager arbejdstøjet på og løser opgaver på den folkeskole, hvor han selv gik.
– Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at han har hentet fem års udvikling i den tid, han har gået på sin STU hos Special Minds, siger Nina.
De så Toke – ikke bare diagnosen
Toke blev først udredt for autisme op til 9. klasse. Som dreng havde han svært ved at tage del i fællesskabet, og senere udviklede skolefraværet sig til mellem 75 og 100 procent.
Til gengæld var Toke fagligt dygtig, og det blev på mange måder hans udfordring. For når han kunne løse de opgaver, skolen stillede ham, var det sværere at få øje på, hvor meget han kæmpede socialt. Det ændrede sig, da han kom til Special Minds. Her var der både blik for det, Toke kunne, og det, der var svært.
– De ser Toke. De ser de kompetencer, som han måske kun viser en lille del af, og dem griber de, siger Ib og fortsætter:
– Hos Special Minds handlede det ikke om at få Toke til at passe ind, men om at tage udgangspunkt i ham. Hans interesser, hans måde at arbejde på og de små tegn på, hvad han kunne lykkes med, blev brugt aktivt i hans udvikling.
Aldrig parkeret på sidelinjen
Arbejdet med Tokes interesser og kompetencer har ifølge forældrene også ændret hans syn på sig selv.
– Han begynder at tro på sig selv og på, at han faktisk kan noget, siger Nina.
For forældrene har det været vigtigt, at de hele tiden har følt sig involveret. De har løbende været i dialog med Special Minds, deltaget i møder og støttet Toke, når det har været svært.
– Vi har ikke sagt: Nu er han jeres, og så trækker vi vejret i tre år. Vi har følt os som en del af forløbet, siger Nina.
Hun fremhæver, at kontaktpersonen Patricia har været let at få fat på, når forældrene har haft spørgsmål eller bekymringer.
– Har jeg kunnet mærke det mindste, så har jeg sendt en besked til Patricia eller ringet til hende, og så snakker vi sammen. Der har været fin kommunikation.
– For fem år siden havde vi været dybt bekymrede for Tokes voksenliv. Det er vi ikke i dag, siger Ib.
Tilbage på skolen i en ny rolle
I dag er Toke 19 år og i praktik som pedel på den folkeskole, hvor han selv gik som barn. Han tropper op i arbejdstøj og T-shirts med “Silkeborg Kommune Ejendomsservice” på ryggen. Den nye rolle har også fået ham til at se tilbage på sin egen skoletid.
– Han er begyndt at kigge efter nogle af de gamle lærere, som har gjort noget for ham, og se, om han kan hilse på dem, fortæller Ib.
Nu får Toke konkrete opgaver, han kan løse med hænderne. Det passer ham godt. Samtidig er han begyndt at interessere sig for arbejdsmarkedet og spørger blandt andet til muligheden for fleksjob.
– Vi er med på, at træerne ikke vokser ind i himlen. Men at Toke grundlæggende er på ret kurs, er vi ikke i tvivl om, siger Ib.