Forløb for kandidater over 18 år
Uddannelses- og beskæftigelsesforløb for kandidater over 18 år
Vi skaber individuelt tilrettelagte forløb for borgere med en autismediagnose eller lignende profil med det mål at gøre dem klar til uddannelse eller job

Hos Special Minds Kolding bliver kandidater over 18 år afklarede om det næste skridt i forhold til uddannelse eller job. Mange, som starter hos os, har en oplevelse af at være mislykket, fordi de ikke har kunnet honorere krav fra uddannelse eller job.
Vi har tætte samarbejder med virksomheder om praktikforløb og etablerer kontakt til uddannelsesinstitutioner, hvis kandidaten vil uddannelsesvejen. På den måde bygger vi bro til job eller uddannelse efter Special Minds.
Opstart og ramme
Når du starter, skaber vi de rammer, som er optimale for dig. På den måde oplever de fleste en hurtig trivsel. Når rammerne er gode – og det er klart, hvilke hensyn der er nødvendige – træder dine ressourcer i forgrunden.
Forløbene er af kortere eller længere varighed og aftales med sagsbehandleren i din hjemkommune. Du får en fast kompetenceudvikler hos Special Minds tilknyttet. Vi holder et opstartsmøde med information om formål og forventninger, hvor vi ligeledes får talt om særlige hensyn og behov. Du er selv med til at definere hvor mange dage og timer, du kan fremmøde. Det skaber de bedste forudsætninger for et godt udviklings- og afklaringsforløb.
Ved visitationen aftaler vi en række mål for forløbet. Løbende afstemmer vi med dig og sagsbehandleren, om mål og forventninger indfries. Disse mål er med til at sikre, at du ved endt forløb har nået den ønskede afklaring og udvikling i forhold job eller uddannelse.
Sådan arbejder vi
Flere er ved opstart af et forløb usikre på, om de skal uddannelses- eller jobvejen efter endt forløb. Her arbejder vi tålmodigt og målrettet med at nå frem til en afklaring af, hvad der er den rette vej.
For kandidater, som vil blive klar til job, er alle aktiviteter jobrettede. Vi har et tæt samarbejde med lokale virksomheder, som har en interesse i at skabe gode praktikforløb for mennesker med autisme. Det er virksomheder, som gerne ansætter kandidaterne, hvis begge oplever, at matchet er det rette.
Formålet med praktik er
- kendskab til – og tryghed med – at være på en arbejdsplads
- afklaring af arbejdsfunktioner
- afprøvning af endelige timetal
For dig, der vil i gang med uddannelse, gør vi vejen kort. Vi har kontakt med lokale uddannelsesinstitutioner, og vi tager med ud på besøg, fx til en snak med studievejlederen. Vi vejleder i uddannelsers opbygning, så du er fortrolig med adgangskrav, undervisningsmiljø, krav til fremmøde, hjemmearbejde osv. Er der brug for faglig opkvalificering for at blive klar til en bestemt uddannelse, laver vi en plan for det. En del kandidater har brug for at få tildelt SPS-støtte (uddannelsesstøtte), og her guider vi.
Gennem hele forløbet arbejder vi med styrket selvindsigt, både fagligt og personligt. Det gør vi bl.a. gennem psykoedukation, der giver en forståelse for autismen, den enkeltes ressourcer og barrierer.
Vi samarbejder også med kommuner, hvor en del af borgerens forløb foregår i egen hjemkommune. Afklaringsindsatsen foregår på vores adresse i Kolding, men vi etablerer de uddannelses- og jobrettede forløb, bl.a. praktikker, lokalt i virksomheder og på uddannelsesinstitutioner i hjemkommunen.




