Special Minds Kolding kan nu levere neurofeedback, der er en hjernetræning, som viser bemærkelsesværdige resultater
Hjernen kan trænes. Der kan genskabes hjernebaner, som ellers har været tilgroede. Den internationalt udbredte metode, neurofeedback, indgår nu som et tilbud til STU-elever samt unge og voksne i beskæftigelsesrettede forløb hos Special Minds Kolding.
– Neurofeedback skaber et nyt fundament for trivsel og udvikling, siger Christian Danchell, der sammen med sin kollega Jens-Christian Hviid Skræ fra Special Minds Kolding, er uddannet i at give neurofeedback.
Ligesom fitness
Neurofeedback er en metode, som træner hjernen til at fungere bedre og øge emotionelt velvære. Under sessionen bliver der sat sensorer på hovedet, som måler hjernens aktivitet og via en skærm leveres tilbagemeldinger til hjernen, som dermed opøver evnen evne til at regulere tanker, sanser, adfærd osv.
– Dybest set er det at træne hjernen på den her måde ligesom at gå i fitnesscenter og træne kroppens muskler, siger Jens Christian Hviid-Skræ og fortsætter:
– Du får redskaber til at være i verden på en bedre måde.
“
Dybest set er det at træne hjernen på den her måde ligesom at gå i fitnesscenter og træne kroppens muskler,
Jens Christian Hviid-Skræ, kompetenceudvikler
hos Special Minds Kolding
Interessen er stor
Hos Special Minds i Kolding oplever de allerede nu stor interesse fra kommunale samarbejdspartnere, der har hørt om den nye metode. Og det med god grund, fremhæver Jens Christian Hviid-Skræ.
– Man får en træning af hjernen, hvor der bliver udlagt nye spor, som giver en bedre måde at være i verden på.
Christian Danchell supplerer:
– Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en mirakelkur. Neurofeedback kan ikke fjerne diagnoser, men man kan sætte ind med en træning dér, hvor der er låste og uhensigtsmæssige mønstre og adfærd. Det kan være angst, uro eller fobier, som forstyrrer evnen til at være blandt andre og fungere på en arbejdsplads.
Thor sover nu godt om natten
21-årige Thor har infantil autisme og ADHD og oplever for første gang i sit liv, at han har en god nattesøvn og mere energi om dagen
Stort set hele sit liv har Thor ikke sovet ordentligt om natten, og med ADHD har han også været vant til en mere eller mindre konstant uro i kroppen. Han har været blandt de første hos Special Minds Kolding til at modtage neurofeedback. Selv om han indtil nu kun har haft fem sessioner, oplever han mærkbar effekt.
– Jeg sover rigtig godt om natten, og jeg prøver nu at vågne veludhvilet, siger Thor, der er oppe på 10 timers sammenhængende søvn.
Fokuseret træning
I den indledende afdækning blev det klart, at det for Thor er godt at træne målrettet efter at få dæmpet den ængstelse, som han oplever i mange situationer.
– Min energi er forandret. Jeg er mindre hyperaktiv og har mere overskud, siger Thor, der eksempelvis har haft vanskeligt ved at sidde stille på en stol eller holde sig til ét bord, hvis der er brætspilscafé og sker noget flere steder.
– Jeg er blevet mere fokuseret og er ikke lige så meget over det hele, siger han.
Christian Danchell, kompetenceudvikler hos Special Minds og neurofeedbacktræner, betoner, at det ikke kun er de 30 minutter med sensorerne, som er vigtige.
– Vi etablerer et roligt rum, hvor der både før og efter selve hjernetræningen er god tid til at tale om det, der trænes. Den relationssamtale i det tillidsfulde rum er en væsentlig dimension, der også hjælper med, at brikker falder på plads, siger Christian Danchell.
Læs mere om vores ydelse
Neurofeedback tilbydes også som selvstændig ydelse til unge og voksne, som ikke i forvejen er i et forløb hos Special Minds.
Om Neurofeedback
Neurofeedback er en metode, som træner hjernen til at fungere bedre og øge emotionelt velvære. Ved at måle hjernens aktivitet med sensorer er det muligt at give den tilbagemeldinger og dermed ændre dens evne til at regulere tanker, sanser, adfærd osv. Neurofeedback gavner bl.a. mennesker med angst, stress, ADHD, autisme, PTSD og misbrug, men alle kan profitere af hjernetræning.
Læs mere: eeginstitute.dk