Nyheder

”Jeg har altid hyldet diversiteten”

maj 26, 2021 | Nyheder

For Anthony fører STU-praktikken til ansættelse i Netto, hvor butikschefen nyder godt af den tætte kontakt med uddannelsesinstitutionen

Morten Trend Poulsen hører til de ledere, som er vild med nuancer og forskellighed i medarbejderstaben. Der bliver højere til loftet, og medarbejdernes forskellige kompetencer ser han kun som en styrke.

Derfor er han også begejstret over den udvikling, som Anthony, der har en autismeprofil, har præsteret under sin STU og sine to praktikophold i Netto.

– Jeg har fået en dygtig og stabil medarbejder, som i dag varetager de fleste opgaver i butikken, siger Morten Trend Poulsen, som pr. 1. juli ansætter Anthony i en 18 timers fleksjob-stilling.

Støtte speeder processen

For Morten Trend Poulsen er det ikke vanskeligt at pege på, hvad der har været medvirkende til, at Anthony så relativt hurtigt er faldet til i butikkens hverdag med skiftende opgaver, kundekontakt osv.

– Anthony har hos Special Minds en fast kontaktperson, som har været her én gang om ugen for først at snakke med Anthony og dernæst med mig. Det har givet ham tryghed, og han har kunnet vende tvivlspørgsmål og usikkerheder med hende, siger Morten Trend Poulsen og fortsætter:

– Det kan være noget, som jeg har sagt, eller opgaver han skal løse, hvor usikkerheden kommer frem, og her har det utvivlsomt været en hjælp for ham, at der har været en, som kender hans udfordringer.

 – Uden den støtte ville det utvivlsomt have tage længere tid, inden han var blevet så dygtig i jobbet, understreger butikschefen.

Vi gør meget ud af at lytte til medarbejderes behov for eventuelle hensyn. Det kan være små ting, som skal til for at den enkelte fungerer bedst muligt.

Morten Trend Poulsen, butikschef i Netto

Hjælper chefen

Tilsvarende oplever Morten Trend Poulsen, at kontaktpersonen har været hjælpsom for ham. På et tidspunkt begravede Anthony sig i en opgave, og han havde svært ved at komme videre.

– Jeg talte med kontaktpersonen om det, og de genkendte mønstret fra Special Minds, og derfor kunne de lynhurtigt hjælpe med at lirke det op. Anthony skulle bare have et andet system.

Netto-chefen håber, at mange andre virksomheder vil åbne øjnene for de ressourcer, som medarbejdere med autismeprofil rummer.

– Jeg har haft andre før Anthony med autisme ansat. Du får dygtige og stabile medarbejdere – det vigtige er blot, at de får den nødvendige støtte i en indkøringsfase.

Se flere nyheder